25 millioner til grøn transport bliver i statskassen
Vejdirektoratet har uddelt 45,9 mio. kr. til grøn tank- og ladeinfrastruktur til taxaer, busser og lastbiler.
Brancheorganisationen ITD mener, at det er positivt, at branchen nu får støtte til fx. ladestandere i virksomhederne. Men 25 mio. kr. fra puljen kunne ikke udmøntes, da ansøgere ikke levede op til kravene i puljen.
Derfor opfordrer ITD i en pressemeddelelse til, at fremtidig støtte til ladeinfrastruktur kombineres med støtte til indkøb af grønne køretøjer.
Støtte til 49 projekter
Vejdirektoratet har udmøntet puljen til grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransport med støtte til 49 projekter om opsætning af grøn tank- og ladeinfrastruktur.
Men endnu flere vognmænd kunne have fået den støtte til grøn omstilling.
For kun 45,9 mio. kr. ud 71,3 mio. kr., blev uddelt, da der ikke var ansøgere nok, der levede op til kravene om tildeling af midler.
Det viser ifølge ITD, at myndighederne har stillet for store krav til at kunne få uddelt midler fra puljen.
- Vi er selvfølgelig glade for, at der nu er støttemidler på vej til en række virksomheder, som nu kan etablere tank- og ladeinfrastruktur hjemme på matriklen. Men udmøntningen af puljen kan være et tegn på, at kriterierne har været for hårde eller skal skrues sammen på en anden måde, siger Caroline Brüel, chefkonsulent i ITD og fortsætter.
- For når man ikke kan udmønte de relativt få midler, der er afsat til grøn omstilling af den tunge transport, så skal det selvfølgelig gøres mere attraktivt at få tildelt midlerne, for behovet er jo kæmpestort – især med den nye kørselsafgift på vej i 2025. Derfor bør vognmændene få mulighed for også at søge støtte til indkøb af de køretøjer, der skal bruge ladeinfrastrukturen, siger Caroline Brüel.
For lav støtteprocent
Den manglende udmøntning af puljen til grøn drivmiddelinfrastruktur viser samtidig, at støtteprocenten har været for lav, mener ITD.
- Ét af kriterierne var, at kun 25 pct. af meromkostningerne kunne dækkes af puljen. Men i Tyskland kan virksomhederne søge 80 pct. af meromkostningerne, og her har de ikke problemer med at udmønte midler. Vi ser det umiddelbart som et tegn på, at kriterierne er for hårde til, at erhvervet har kunne investere de midler, der kræves for at opnå støtten. Og den største investering ligger øvrigt i de grønne lastbiler, og det gør omstillingen meget svær for langt de fleste vognmænd, siger Caroline Brüel.
ITD ser derfor frem til den kommende strategi for grøn drivmiddelinfrastruktur til den tunge transport, som forventes senere på året.
-Et helt nyt grønt transportsystem i Danmark kalder på langt større grad af samtænkning på tværs af myndigheder. Det er en naturlig konsekvens af, at hele værdikæden for transportvirksomhederne. Den tunge vejtransport er jo et erhverv, der kalder på en samtænkning mellem puljer til køretøjer og infrastruktur. Det håber vi transportministeren viser med den kommende drivmiddelstrategi, slutter Caroline Brüel. /Smir