23948sdkhjf

EU: Enighed om øgede mål for VE og energieffektivitet

De øgede mål er en stor del af lovpakken Fit For 55.

Energi- og klimaministre fra hele EU er disse dage samlet i Luxembourg for at forhandle EU’s store og samlede lovpakke, Fit For 55, på plads. Efter lange forhandlinger blev energiministrene mandag enige om at øge ambitionerne for energieffektivitet og vedvarende energi – to helt centrale mål for den grønne omstilling i Europa og for at sikre EU’s uafhængighed af russisk energi.

For energieffektivitet hæves niveauet fra de nuværende 32 procent til 36 procent i 2030. Og for vedvarende energi hæves niveauet fra 32,5 procent til 40 procent i 2030.

- Det er en rigtig god dag for Europa. De højere mål for energieffektivitet og for vedvarende energi er ikke kun centrale for den grønne omstilling af Europa, men også afgørende for at sikre Europas uafhængighed af russisk energi. Internationalt har Danmark vist vejen med topmøderne i Esbjerg og Sønderborg. Og nationalt er vi med aftalen i lørdags gået forrest med større VE-udbygning i Danmark. Nu har vi fået de andre EU-lande med på at øge målene, og det vil også give store muligheder for dansk erhvervsliv, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Aftalerne skal nu forhandles på plads i Europa-Parlamentet. Under forhandlingerne vil Danmark arbejde for hurtig vedtagelse og højere ambitioner med henblik på at tage højde for REPowerEU-planen.

- Det er klart, at jeg gerne havde set, at Rådet allerede nu var klar til at være endnu mere ambitiøse og øge målene endnu højere til henholdsvis mindst 40 procent for energieffektivitet og 45 procent for vedvarende energi. Der var vi dog ikke i dag, men kampen fortsætter, og jeg vil nu aktivt kæmpe for, at vi bliver endnu mere ambitiøse i forhold til de kommende forhandlinger med Europa-Parlamentet. Aftalen er dog en rigtig god start på vejen til at sikre flere og større drivhusgasreduktioner i EU, siger Dan Jørgensen.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14