Officiel start for kæmpe logistikcenter
Den danske modevirksomhed Bestseller har underskrevet en kontrakt om at bygge et højteknologisk logistikcenter i Lelystad, Holland. Virksomheden vil investere 2 mia. kr. i at bygge centret, hvilket er den største enkeltinvestering i modevirksomhedens historie.
I oktober 2021 annoncerede Bestseller sine planer om at bygge anlægget. Og underskrivelsen af kontrakten for nylig bekræfter officielt investeringen i centret.
Logistikcentret, som vil beskæftige 500 medarbejdere, vil være afgørende for at udvide Bestsellers forsyningskæde og understøtte virksomhedens vækst. Centret vil ikke mindst bringe Bestseller tættere på de største wholesale kunder og de største detailmarkeder i Europa.
- Dette højteknologiske logistikcenter er den største enkeltinvestering i Bestsellers historie. Det vil være en væsentlig milepæl for vores fremtidige ambitioner og vækst, siger Allan Kyhe Kjærgaard, logistikdirektør hos Bestseller, og uddyber:
- Logistik er et stadig vigtigere fokusområde for Bestseller og hele detailbranchen. At øge kapaciteten og skabe en fleksibel forsyningskæde er afgørende for at få vores produkter frem til kunderne til tiden. Det er derfor, vi investerer ambitiøst og bygger dette højteknologiske og mere bæredygtige distributionscenter.
Centret kommer til at ligge i Lelystad i Holland, 60 km fra Amsterdam, med havne-, vej- og jernbaneadgang. Placeringen er ideel, og området kan blive et højteknologisk, bæredygtigt logistikknudepunkt til at forsyne de europæiske markeder.
- Lelystad i Holland er det perfekte sted for logistikcentret. Placeringen vil bringe os tættere på vores vigtigste kunder og de største detailmarkeder. Da centret vil være afgørende for at understøtte vores vækst, ønsker vi at begynde byggeriet så hurtigt som muligt, sagde Allan Kyhe Kjærgaard.
Investeringen i centret forventes at skabe 500 fuldtidsstillinger, når det er fuldt operationelt. En stor procentdel af medarbejderne vil være højt specialiserede ingeniører, elektrikere og eksperter i logistik og forsyningskædedrift.
- Vi vil skabe en meget attraktiv arbejdsplads, som betyder, at vi skal rekruttere en masse meget dygtige kolleger. Vi ser frem til at blive en del af fællesskabet og til at arbejde sammen med vores lokale partnere om at udvikle området til et knudepunkt for højteknologisk og bæredygtig logistik, siger Allan Kyhe Kjærgaard.'
Kontrakten lyder på 28 hektar jord, og centret bliver mere end 100.000 kvadratmeter stort. Det vil have en lagerkapacitet på op til 2 mio. kasser og 5,3 mio. styk plukket om ugen. Centret forventes at være fuldt operationelt i 2026.
/anga.