DFDS anskaffer drone til Selandia Seaways
Færge- og ro-ro-rederiet DFDS investerer i en drone til ro-ro-skibet Selandia Seaways. Dronen skal give skibets kaptajn bedre overblik i realtid over besejlingsforholdene under passage af snævre farvande og havnemanøvrer.
Dronen er et supplement til radar og GPS-navigation.
Det skriver DFDS i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at investerer i en drone, kommer efter et år langt samarbejde med virksomheden Upteko. Det er angiveligt første gang i verden, at navigationsværktøjerne på en handelsskib udvides med en drone.
- Sikker og effektiv sejlads med vores skibe er afgørende i vores branche. Med vores nye drone-beslutningsstøttesystem flytter vi grænserne for, hvordan teknologi kan tilføre værdi i forhold til sikkerhed og optimering af driften, udtaler Rune Keldsen, EVP og Chief Technology Officer i DFDS.
Øjet i det høje
Dronesystemet er forbundet til skibets avancerede navigationssystemer og inkluderer en ladestation, LIDAR (en laser-baseret radar), en termografisk sensor og et højopløst RGB-videokamera.
Dronen flyver 120 meter op i luften, og livestreamer i realtid data til kaptajnen på broen. Systemet anvender et neuralt netværk til at efterbehandle den streamede video og beregne afstanden mellem objekter omkring fartøjet.
Dermed får kaptajnen fugleperspektiv på skibets rute, som giver et hidtil uset overblik for navigatører på handelsskibe.
Virtuel redningskrans
Dronen kan ikke bare anvendes som navigationsværktøj. Den kan også blive et vigtigt værktøj, hvis nogen er faldet over bord, eller hvis der udbryder brand ombord.
Hvis en person er faldet over bord fra et skib, vil der ofte gå flere minutter inden kaptajen eller styrmanden bliver alarmeret. Derfor vil det ofte være meget svært, at få øje på en person i vandet. Her vil dronen kunne og langt mere effektivt kunne søge efter den nødstedte, fordi dronen ud over det højopløste videokamera også har et varmefølsomt termisk kamera.
Ved brand bliver det også lettere at få et præcist overblik over, hvor det brænder på skibet, fordi det termiske kamera kan registrere temperaturforskelle..
Udviklingen af dronen er støttet af den Danske Maritime Fond og ShippingLab og Innovationsfonden.