Masser af grøn strøm efterlyses
Der skal fart på udbygningen af grønne strømkilder, hvis ambitionerne om grøn skibsfart herhjemme skal indfries i 2030. Det viser nyt studie fra Danske Rederier og Green Power Denmark.
Efterspørgslen efter grøn strøm og grønne Power-to-X brændstoffer, som strømmen kan omdannes til, vil bare stige og stige de kommende år i takt med at Danmark (og verden) går mod klimaneutralitet.
Transportsektoren er ved at omstille sig til Power-to-X brændstoffer, men behovet for vedvarende energi kommer til at overstige udbuddet.
Det viser en ny analyse, som Danske Rederier og Green Power Denmark har fået lavet, og som offentliggøres i dag i forbindelse med Danske Rederiers årsdag.
Kun hvis det mest ambitiøse scenarie i regeringsudspillet ”Danmark kan mere II” realiseres, vil der i begyndelsen af 2030’erne være vedvarende energi nok til produktion af grønne Power-to-X brændstoffer til indenrigsskibsfarten og til de skibe, som bunkrer brændstof i Danmark. Og hvis vi skal have nok grøn strøm til at kunne eksportere grønne brændstoffer, er der frem mod 2050 brug for meget mere vedvarende energi.
- Den grønne omstilling af skibsfarten er den absolut vigtigste dagsorden i vores branche. Men vi har brug for vished om, at der produceres grøn strøm nok, og det bliver der kun, hvis politikerne vælger den allermest ambitiøse vej i forhold til udbygningen af vedvarende energi, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
I analysen er det undersøgt, hvor stort behovet for grøn strøm til produktion af grønne brændstoffer til skibsfarten er ved en række forskellige scenarier sammenholdt med de planer om vedvarende energi, som lige nu eksisterer.
- Skibsfarten og resten af erhvervslivet rykker på Power-to-X og har sat en grøn kurs. Det er vigtigt, at vi hurtigt går fra snak og strategi til konkrete politiske beslutninger om bl.a. mere grøn strøm og implementering af Power-to-X-strategi. Virksomhederne har ideerne og investeringsviljen. Men der er behov for rammevilkår og risikodeling med det politiske system – både for producenter, teknologileverandører og aftagere af fremtidens grønne brændsler, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
Derfor er det ifølge Danske Rederier og Green Power Denmark afgørende med tempoet i udbygningen af vedvarende energi og i implementering af Power-to-X strategien.
- I de sidste tre år er der opsat 600 MW havvind i Danmark. Hvis ambitionerne i regeringens udspil skal realiseres, skal der fra nu af opsættes mere end 1 GW havvind hvert år frem til 2030. Det er en kæmpe opgave, som kræver, at vi kommer i gang nu, og at alle bureaukratiske og regulatoriske benspænd fjernes, siger Anne H. Steffensen.
Danske Rederier har en klar målsætning om klimaneutralitet i 2050 og i 2030 skal fem procent af den dansk opererede flåde sejle på klimaneutrale brændstoffer såsom brint, e-ammoniak og e-metanol. To målsætninger, som Danske Rederier deler med regeringen.
Misser dansk eksportpotentiale
Hvis Danmark ydermere skal være hub produktion Power-to-X brændstoffer til bl.a. eksport af grøn bunker (brændstof til skibe) til brug for skibsfarten i Østersøen, vil der fra 2035 mangle grøn strøm.
Efterspørgslen vil ganske enkelt være større end udbuddet med de nuværende besluttede og foreslåede planer, som potentielt sigter mod at øge kapaciteten på dansk havvind til 13 GW i 2030.
- Vi bakker helt op om regeringens forslag om udbygningen af havvind. Vi mener både, at det er visionært og nødvendigt. Men vi appellerer til, at man fra politisk side vælger den mest ambitiøse vej, og at man også kan operere med flere projekter samtidig. Ellers når vi ikke i mål, siger Anne H. Steffensen.
Ud over analysen om PtX og grønne brændstoffer har Danske Rederier spurgt en lang række CEO’er i rederierne, hvad de mener bliver den største barriere for den grønne omstilling.
Her svarer 64 procent, at risikoen for manglen på grønne brændstoffer bekymrer dem mest.
Analysens hovedkonklusioner:
Vi kommer til at mangle vedvarende energi
Selv hvis det mest ambitiøse scenarie i regeringsudspillet ”Danmark kan mere II”[1] realiseres, er der først i starten af 2030’erne grøn strøm nok til at dække indenrigsskibsfarten og levere brændstof til den del af den international søfart, der bunkrer i Danmark.
Hvis ”Danmark kan mere II” ikke realiseres, vil der først i 2045 være nok grøn strøm til at dække indenrigsskibsfarten, og der vil ikke være nok grøn strøm til at dække den del af international skibsfart, der bunkrer i Danmark.
Dansk eksportpotentiale af PtX-brændstoffer overgår mængden af vedvarende energi, vi har til rådighed
Selv med vedtagelsen af det mest ambitiøse scenarie i ”Danmark kan mere II” vil der senest fra 2035 mangle grøn strøm, hvis vi skal indfri Danmarks eksportpotentiale af PtX-brændstoffer til skibsfart i Østersøen og andre nærområder.
Danmark har en unik beliggenhed mellem Nord- og Østersøen, hvor der er gode muligheder for levering af grønne brændstoffer til både forbigående skibstrafik og til andre store europæiske havne såsom Rotterdam.
Grøn strøm gør det ikke alene
Udbygningen af vedvarende energi skal gå hånd i hånd med en ambitiøs udbygning af elektrolyse og andre produktionsfaciliteter, der kan lave strømmen om til grønne PtX-brændstoffer.
Brug af grønne PtX-brændstoffer kræver investeringer i energiinfrastruktur til sikre bunkeringfaciliteter og til at fragte brændstofferne ud til skibene samt regler for sikker håndtering og opbevaring af de nye brændstoffer.
[1] Regeringens udspil indeholder på strømsiden: 1-4GW ekstra havvind inden udgangen af 2030 samt en firedobling af den samlede produktion fra solenergi og landvind – frem imod 2030. Derudover fokus på hurtigere sagsbehandling for tilladelser og miljøregulering. /Smir