416 millioner kroner til Østbanen
Folketingets partier har indgået aftale om fordelingen af pulje til lokalbaner i perioden 2022-2025. Aftalen vækker glæde i Region Sjælland, som har kæmpet indædt for Østbanens overlevelse. Østbanen forbinder Stevns og Rødvig med Køge, hvor der er adgang til S-togs-nettet.
Dermed er der håb om, at pendlerne i området vælger toget i stedet for bilden og dermed vil mindske trængslen på vejene.
Men der er samtidig dyb bekymring over de stærkt stigende priser på bygge- og anlægsopgaver.
Efter mange måneders forhandlinger på Christiansborg om en pulje til nedslidte lokalbaner har Folketingets partier nu besluttet, hvordan 700 millioner kroner skal fordeles.
Med 416 millioner kroner til Østbanen modtages aftalen i Region Sjælland med glæde men også med dybe panderynker af bekymring for de stigende bygge og anlægspriser landet over.
- Det er glædeligt, at puljen nu er fordelt, og at en stor del af pengene går til Region Sjælland. Vi har i meget lang tid kæmpet for at redde Østbanen, og opgaven har taget meget af min vågne tid. Der er dog stadig en stor opgave foran os på grund af stigende priser. Da vi begyndte kampen for Østbanen, så vi ind i en pris på 510 millioner kroner inklusiv et usikkerhedstillæg på 30 procent til at tage forbehold for prisstigninger. Det beløb er i mellemtiden steget til mere end det dobbelte på grund af de stigende priser, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Brug for flere penge
Region Sjælland har modtaget besked fra Lokaltog A/S og Movia om, at de indkomne tilbud på sporrenoveringen samlet set koster mere end 1,1 milliarder kroner. Derfor har Lokaltog A/S og Movia nu sat gang i et udredningsarbejde med at se på, om priserne kan forhandles ned og afdække, hvad der er af alternative muligheder.
- Hele markedet er presset, hvilket allerede har resulteret i, at der er flere anlægsprojekter, som er blevet aflyst på grund af voldsomt stigende priser. Hvis vi i Region Sjælland skal finansiere op imod 700 millioner kroner af sporrenoveringen, så vil det betyde en kraftig forringelse af den øvrige kollektive trafik og serviceniveauet andre steder i vores region. Så vi er taknemmelige for de 415 millioner, men vi er ikke i mål endnu, siger Christian Wedell Neergaard, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland.
Regeringen har tidligere meldt ud, at de er positive over for at forlænge tilbagebetalingstiden for lån til jernbaneinvesteringer fra 25 til 40 år, som svarer til en jernbanes forventede levetid. Et lån til finansiering af sporrenoveringen er med prisstigningerne steget fra at være et lån i omegnen af 100 millioner kroner til nu at være 700 millioner kroner.
Stolthed og uvished
- Jeg er stolt over, at det er lykkedes os at skaffe midler til Østbanen, men vi står overfor en stor opgave med at finde resten af pengene. Østbanen er en livsnerve for rigtig mange borgere i Stevns, Faxe og Køge kommuner. De borgere har i alt for lang tid måtte leve i uvished om banens fremtid, og en endelig løsning er fortsat uvis på grund af udviklingen i priserne, siger Anne Møller Ronex, 1. næstformand i Region Sjælland.
Selvom regionen ikke er i mål med en samlet finansiering, så er arbejdet for Østbanen ikke spildt, lyder meldingen fra Jacob Jensen, 2. næstformand i Region Sjælland.
- Jeg vil gerne på vegne af hele Regionsrådet sige tak til alle de borgere, politikere, kommuner og organisationer, der har kæmpet sammen med Region Sjælland for Østbanens fremtid. Det har været helt afgørende for, at vi har fået en stor del af infrastrukturpuljen. Vi vil nu arbejde videre for endeligt at sikre Østbanens fremtid, siger Jacob Jensen.
Puljen på 700 millioner kroner blev afsat med udgangspunkt i den akutte udfordring med den nedslidte Østbanen og med baggrund i en analyse fra Danske Regioner, som viste, at der frem mod 2035 skal investeres 8,5 milliarder kroner i nye skinner og materiel på de regionale baner for at kunne opretholde det nuværende serviceniveau. Alene i Region Sjælland forventes der frem mod 2035 at skulle investere mindst 3,6 milliarder kroner i lokalbanerne (2021 priser).
FAKTA
Sporrenoveringen af Østbanen blev i 2020 vurderet til at koste ca. 510 mio. kr.
Folketinget indgik den 28. juni 2021en aftale om infrastruktur, hvor der blev afsat en pulje på 700 mio. kr. til investeringsefterslæbet på lokalbanerne.
Puljen er nu fordelt og Region Sjælland modtager 416 mio. kr. som et bidrag til sporrenoveringen af Østbanen samt andre investeringer i lokalbanerne frem til 2025.
Regionerne kan i dag låne penge over 25 år til lokalbaneinvesteringer. Det har været et ønske, at det blev forlænget til 40 år.
Region Sjælland skal frem mod 2035 investere ca. 3,6 mia. kr. i lokalbanerne (2021 priser).