Mærsk opjusterer med 42 mia. kr.
A. P. Møller – Mærsk A/S præsterede bedre i første kvartal af 2022, hvorfor selskabet nu øger forventninger til hele indeværende år med intet mindre end 42 mia. kr. (6 mia. dollars).
For 1. kvartal 2022 har APMM realiseret et bedre resultat end tidligere annonceret med en omsætning på 19,3 mia. dollars, en underliggende EBITDA på 9,2 mia. dollars og underliggende EBIT på 7,9 mia. dollars. Det forbedrede resultat skyldes den fortsatte ekstraordinære markedssituation i Ocean, som sammenlignet med 1. kvartal 2021 har medført en nedgang i volumener på 7 procent og en gennemsnitlig stigning i fragtrater på 71 procent.
Som konsekvens af det gode resultat i 1. kvartal og med en forventning om, at den nuværende markedssituation fortsætter i 2. kvartal kombineret med højere kontraherede rater, forventer APMM nu, at resultatet for hele 2022 vil overgå tidligere antagelser. Forventningerne til 2022 er derfor opjusteret til en underliggende EBITDA på omkring 30 mia. dollars (tidligere omkring 24 mia. dollars, en underliggende EBIT på omkring 24 mia. dollars (tidligere omkring 19 mia. dollars) og et frit cash flow (FCF) på over 19 mia. dollars (tidligere over 15 mia. dollars).
De nuværende forventninger er fortsat baseret på en forventet normalisering af Ocean tidligt i 2. halvår af 2022. Baseret på volumen-udviklingen i 1. kvartal har APMM nedjusteret forventningerne til væksten i den globale containerefterspørgsel fra 2-4 procent til -1/+1 procent.
/anga.