Thorsminde bliver servicehavn for RWE
Etableringen af et center til drift og vedligehold i Thorsminde i 2023 betyder 200-400 midlertidige arbejdspladser frem til 2026. På sigt 50 – 60 permanente arbejdspladser.
- Vi har netop indgået en aftale med RWE om, at de etablerer sig i Thorsminde med deres Operations and Maintenance Center. Det betyder, at al drift og vedligehold af havvindmølleparken Thor kommer til at foregå fra havnebyen. Derudover er forventningen at al mandskab og mindre konstruktionsdele der skal sejles ud til Thor i byggefasen, også vil gå ud af Thorsminde. Det gælder både for RWE og for RWE’s underleverandører. Det vil få en essentiel betydning for os og vi cementerer med denne aftale transformationen af Thorsminde Havn fra udelukkende at være en fiskerihavn til nu også at være en service- og energihavn, siger Poul Willadsen, bestyrelsesformand for Thorsminde Havn.
Han ser et stort potentiale i at Thorsminde bliver hjemsted for vedligeholdelsen.
- Det er erhvervsudvikling med muligheden for både at skabe forretning og øge indtjeningen i den helt store skala. På samme måde vil der være mange arbejdspladser i møllerne. Vi er naturligvis helt utroligt stolte og glade, fortæller Poul Willadsen.
Aftalen mellem Thorsminde Havn og RWE betyder 50-60 permanente arbejdspladser og det der må komme af underleverandører i hele konstruktionsfasen. RWE anslår det antal til et sted mellem 2-400 midlertidige arbejdspladser.
Bemandingen på drifts- og vedligeholdscentret består dels af et internationalt mandskab, dels af ny arbejdskraft, der skal rekrutteres ind til opgaven.
Valgt på grund af både distance og velvilje
Thorsminde Havn har den korteste distance til vindmølleparken Thor. Med 22 km fra Thorsminde Havn til havvindmølleparken er det både den korteste søvej og den hurtigste luftvej.
- Rent objektivt er Thorsminde Havn et oplagt valg. Kort distance er lig med brændstof- besparelse, så det er naturligvis et væsentligt parameter, når vi skal sejle eller flyve ud til møllerne. Men det, der var udslagsgivende for valget, var den velvilje vi oplevede fra Thorsminde Havn og Holstebro Kommune. Jeg glæder mig meget til opstarten i Thorsminde og til partnerskabet med havnen og lokalsamfundet. Det har været et rigtig godt forløb, hvor havnen har spillet stærkt ind, fortæller Pia Lanken, der er Projekt- og udviklingsdirektør på Thor-projektet for RWE.
Det bliver ikke kun Thorsminde, der kommer til at lægge havn til etableringen af Thor og blive en del af de mange energiinvesteringer i Nordsøen.
- Nogle af de komponenter, der skal sejles ud til Thor, er ganske enkelt for store til at de kan udgå fra havnen i Thorsminde. Vores nabohavne vil derfor også blive helt naturlige valg ved etableringen af Thor, siger Lisette Sønderby, havnechef i Thorsminde.
Erhvervseventyr i den helt store skala
RWE etablerer sig i Thorsminde i løbet af foråret 2023. Havvindmølleparken skal stå klar senest i 2027. Forundersøgelser, indkøb af møller, kabler m.m. starter langsomt op og så eskalerer aktiviteterne i løbet af 2023-2025. I løbet af 2026-2027 overgår RWE til drift af vindmølleparken og servicecentret etableres.
- Den velvilje, vi har mødt i Thorsminde og Holstebro Kommune er uden sidestykke. Modet til at tro på, at dette erhvervseventyr kunne blive en realitet i Thorsminde og viljen til at gå konstruktivt ind i processen, da mange troede, det blot var ønsketænkning og tankespind, det er uvurderligt, siger Pia Lanken.
I Thorsminde glæder havnens repræsentanter sig over de udsigter og det potentiale de og lokalsamfundet står over for.
- Thorsminde må være ligesom humlebien, der ikke burde kunne flyve. Den gør det bare. Vi har satset stort og knoklet hårdt, men vi må også rette en særlig tak til Holstebro Kommune for den store opbakning, der har været med til at gøre dette kommende forretningseventyr muligt, siger Poul Willadsen.
Glæde i Holstebro Kommune
I Holstebro Kommune ser man intet naturstridigt i, at en lille havneby med 330 indbyggere bliver servicehavn for Danmarks største havvindmøllepark. Det har hele tiden været planen at gå efter 'vinden'.
- Vi byder RWE varmt velkommen i Thorsminde og ser frem til et konstruktivt samarbejde om at skabe lokale arbejdspladser. Det her er kæmpestort for os. Vi har udsigt til flere arbejdspladser, end der er indbyggere i Thorsminde. Det er en strategi og indsats, som byrådet, forvaltningerne, havnen og andre partnere har arbejdet med i snart fire år og som nu bærer frugt, siger borgmester H.C. Østerby.
At Thorsminde i fremtiden ikke kun er et sted for fiskeri og turisme, men nu også vind, skyldes flere faktorer, mener borgmester H.C. Østerby:
- Vi har proaktivt slået på det naturlige forspring, Thorsminde har i forhold til geografi og afstand. Vi har tidlig i processen været i dialog med vindindustrien, sat strategier i søen, lavet undersøgelser og arbejdet med plangrundlaget i ekstra god tid, uden at vide hvem der vandt udbuddet. Vi har satset på det her vindeventyr og vist, at vi er villige til at lægge os i selen for at skabe de bedste erhvervsvilkår for branchen, siger H.C. Østerby.
Et eksempel på at gøre kysten klar til fremtiden, er kommuneplanplanlægningen af en helikopterlandingsplads på havnen. /Smir
Havvindmøller_890x500.jpg
Billedtekst: "Thor" er ikke bygget endnu, så her er foto fra Anholt Havvindmøllepark.