23948sdkhjf

Ny aftale skal sikre mere biogas fra Danmark

Øget gasproduktion kan mindske vores afhængighed af russisk gas, lyder det fra Klimaministeriet.

Sidste sommers aftale om nye krav til anvendelsen af energiafgrøder til produktion af biogas indebærer en trinvis reduktion af grænsen, som nu først træder i kraft fra næste år.

Det er partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, der er enige med regeringen om at fastholde den nuværende energiafgrødegrænse på 12 procent i yderligere ét år for at øge biogasproduktionen i 2022 og 2023.

- Europa står i en dybt alvorlig krise, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at mindske vores afhængighed af russisk gas nu og her. Danmark står bedre end flere europæiske lande på grund af vores biogas, og derfor er det ikke i år, vi kan mindske brugen af energiafgrøder. Men selvfølgelig skal vores biogas være bæredygtig, og derfor er vi tilbage på planen for reduktion af energiafgrøder næste år, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Den oprindelige aftale sigtede mod at sænke grænsen til 8 procent fra august 2022. Den sænkelse udskydes, men til gengæld fastholder dagens aftale, at grænsen sænkes til 6 procent fra august 2023 og igen til 4 procent i 2024 som tidligere aftalt.

Energiafgrøder er primært majs, som er let omsætteligt og kan øge biogasproduktion - men som også optager landbrugsjord og udleder drivhusgas og kvælstof ved anvendelse og dyrkning.

- Krigen i Ukraine betyder, at vi skal gøre os uafhængige af russisk gas, og her har biogas en stor rolle at spille. Især på kort sigt er det vigtigt, at vi hurtigst muligt opskalerer biogasproduktionen, fordi vi har brug for at finde andre energikilder. På lang sigt har vi også brug at tage endnu mere ambitiøse midler i brug for at gøre Danmark helt uafhængig af russisk gas og sikre den grønne omstilling, siger klimaordfører, Marie Bjerre, og energi- og forsyningsordfører for Venstre, Carsten Kissmeyer.

Merproduktionen er forbundet med et finansieringsbehov på 63 mio. kr. årligt i 2022-2023 på grund af statsstøtteudgifter til den øgede biogasmængde. Det finansieres via omprioritering fra Erhvervspuljen. Med aftalen om at udskyde den lavere grænse, kan landbruget nå at dyrke dettes års energiafgrøder, da vårsæd sås fra april.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125