Elektrisk lastbil til tung transport
I løbet af dette forår leverer Scania en elektrisk sættevognstrækker til lokal kørsel med malm for mineselskabet Boliden, der især producerer og forarbejder zink og kobber fra minedrift i Skellefteå-området i det nordlige Sverige. Det elektrificerede vogntog skal bidrage til virksomhedens mål om at reducere CO2-udslippet med 40 procent senest i 2030.
Elektrificerede køretøjer er ved at blive et mere og mere almindeligt syn på vejene i det nordlige Sverige. Den elektrificerede Scania sættevognstrækker, der skal trække to sættevogne ad gangen med en samlet vogntogsvægt på 74 tons, sættes i drift hos vognmandsfirmaet Renfors Åkeri AB på en 30 km rundstrækning på offentlig vej mellem Bolidens miner og forarbejdningsanlæg.
- Vi viser endnu en gang, at det er teknisk muligt med fuldt elektrificerede løsninger til tunge køretøjer. Udviklingen går hurtigt. Det er afgørende, at infrastrukturen følger med, så flere kunder kan tage dette skridt. Det er også meget værdifuldt for Scania at arbejde med denne type løsninger for elektrificeret drift med aktører som Boliden, der ønsker at presse udviklingen på både klima- og miljøområdet, siger Fredrik Allard, chef for E-Mobility i Scania.
- At afprøve en elektrificeret løsning til meget tung landevejstransport på et tidligt tidspunkt og bidrage til udviklingen og overgangen til bæredygtige løsninger ligger naturligt i forlængelse af vores klima- og miljødagsorden. Den elektrificerede Scania sættevognstrækker vil reducere CO2-udslippet i et af de vigtigste flows i vores drift og yderligere styrke vores høje klimapræstationer, siger Jonas Ranggård, der er program manager hos Boliden.
Det elektrificerede vogntog, der forventes leveret i andet kvartal i år, er en del af et tæt og innovativt for-udviklingsarbejde mellem Scania og Boliden. Samarbejdet åbner mulighed for fremadrettet at elektrificere flere af Bolidens transportopgaver.
De tekniske løsninger i den elektrificerede sættevognstrækker er baseret på Scanias nuværende, modulopbyggede teknologi, der allerede er i serieproduktion. Nogle af de kritiske komponenter vil dog være forstærket i forhold til dagens elektrificerede modelprogram for at kunne klare belastningen fra den høje vogntogsvægt. Større lasteevne og længere rækkevidde vil indgå i Scanias serieproducerede løsninger inden for 24 måneder.
Samarbejdet mellem Scania og Boliden er en del af projektet REEL, (Regional Electrified Logistics), der er et initiativ under forskningssamarbejdet CLOSER. Det finansieres blandt andet af det svenske Trafikverket, Sveriges innovationsmyndighed Vinnova samt Västra Götaland-regionen. Programmet støttes desuden af Fordonsstrategisk Forskning och Innovation (FFI) under Vinnova for at bane vejen for overgangen til elektrificeret godstransport på det svenske marked.
/anga.