EU-lovgivning skal bane vej for alternative brændstoffer
En af de helt store udfordringer for den grønne omstilling i Europa – blandt andet den tunge transport – er udrulningen af den infrastruktur, der skal forsyne køretøjer, skibe og fly med klimavenlige brændstoffer.
Derfor har EU-Kommissionen foreslået, at et tidligere direktiv for infrastruktur til alternative brændstoffer ændres til en forordning.
Forslaget blev 14. marts drøftet i Europa-Parlamentets udvalg for transport og turisme TRAN.
Fokus i TRAN lå overvejende på persontransporten og især el-biler og behovet for udrulning af ladestandere til personbiler.
Men der var også flere parlamentsmedlemmer i udvalget, der ytrede holdninger til spørgsmål, der vedrører den tunge vejtransport.
Det fremgår af en opsummering af mødet, som Nordic Logistics Association har udsendt.
TEN-T og tung transport
Ismail Ertug, et tysk medlem af Europa-Parlamentet (MEP) fra Gruppen for Den Progressive Alliance af Socialister og Demokrater i Europa-Parlamentet (S&D) fremhævede blandt andet brint, som afgørende for at nå EU’s målsætninger for en grøn transportsektor. Herunder behovet for udrulningen af en tank-infrastruktur med grønne brændstoffer til den tunge transport langs Europas hovedtrafikårer – det såkaldte TEN-T-netværk.
Øgede mål for tunge eldrevne køretøjer.
Det finske Europa-Parlamentsmedlem Elsi Katainen, der er medlem af parlamentes liberale gruppe Renew skitserede hovedpunkterne i den liberale gruppe.
De omfatter forslag om at øge målene for elektrisk vejtransport både for lette og tunge køretøjer. Katainen fremhævede også behovet for at sikre løsninger for beboere på øer og i tyndt befolkede områder.
Den liberale gruppe fremhæver desuden flydende naturgas (LNG) som et meget vigtigt brændstof for den tunge transport – især fordi det på sigt er muligt at erstatte LNG med biogas eller syntetiske brændstoffer.
Overraskende udmelding
Anna Deparnay-Grunenberg, en tysk MEP fra European Green Party/European Free Alliance (De Grønne/EFA) beskrev en løsning, hvor prisen per kilowatt/time er at foretrække.
Hun glædede sig også – overraskende over -at EU-Kommissionen har droppet ideen om energimål, for den tunge vejtransport.
Ifølge Carlo Fidanza, der er et italiensk MEP fra European Conservatives and Reformists Group (ECR), kritiserede, at Kommissionens forslag ikke er teknologisk neutralt, fordi forslaget primært fokuserer på elektricitet og kun i mindre grad på gas, LNG og CNG. /Smir