Broer i Syddanmark får overhaling
Vejdirektoratet begynder nu et større vedligeholdelsesarbejde på Farøbroerne, som har til formål at forlænge broernes levetid og øge komforten for trafikanterne.
Farøbroerne, som er de to broer, der forbinder Sjælland med Falster, vil i 2022 og 2023 gennemgå en række opdateringer, så broerne kan holde mange år endnu. Nu går de første arbejder i gang.
Vejdirektoratet holder et skarpt øje med tilstanden på de statslige broer, og der sker løbende en vurdering af, hvornår det er tid til at udbedre skader eller udskifte nedslidte dele. Det er også tilfældet med Farøbroerne.
Projektleder Emilie Dittmer Hartwich, Vejdirektoratet, siger:
- Trafikanternes sikkerhed er vores førsteprioritet, og det er vigtigt for os, at folk i bil, bus, lastbiler eller på motorcykel har den bedst mulige oplevelse på broerne. Når vi udskifter nedslidte dele på en bro, så forlænger vi samtidig broens levetid, og det giver rigtig god mening blandt andet i forhold til klimaregnskabet. Det er en kæmpe investering at bygge nyt, og det koster på CO2-regnskabet, så hver gang vi på en sikker måde kan forlænge en bros levetid med en årrække, så er det absolut værd at tage med, siger hun.
De forskellige reparationer, som Vejdirektoratet sætter i gang i løbet af året, vil være mere eller mindre synlige for trafikanterne og påvirke dem i forskellig grad.
Det synlige arbejde
En af de store opgaver, Vejdirektoratet skal udføre på Farøbroerne, og som trafikanterne i høj grad kommer til at bemærke, er udskiftning af broernes slidlag. Slidlaget er den øverste del af asfalten, som beskytter broens underliggende lag mod skiftende vejrforhold og giver trafikanterne en bedre stabilitet og komfort.
Slidlaget på Farøbroerne har ikke været skiftet, siden de to broer stod færdige i 1985, og de har efterhånden mange ujævnheder og revner, som trænger til at blive udbedret. Udskiftning af slidlaget bliver udført sammen med et større slidlagsarbejde nord for Farøbroerne.
Tidspunktet for arbejdet er endnu ikke fastlagt, men det vil skabe gener for trafikanterne. Vejdirektoratet vil informere nærmere om det, inden arbejdet går i gang.
Det mindre synlige arbejde
En af de mindre synlige opgaver, som Vejdirektoratet skal i gang med i år, er en reparation af malingen på Farøbroernes underside. Der er ved at blive dannet rust flere steder, og derfor er det nødvendigt for broernes holdbarhed at udbedre skaderne.
Et af formålene med malerarbejdet er at udskyde tidspunktet for, hvornår broen potentielt set skal have en ny omgang maling på hele undersiden, da det er et kostbart vedligeholdelsesarbejde. Undersiden af Farøbroerne har et samlet areal på cirka 80.000 kvadratmeter, hvilket svarer til cirka 12 fodboldbaner. Mens malerarbejdet står på, vil der være behov for at afspærre ét kørespor for at gøre plads til en lift til malerne.
Et andet vigtigt arbejde, der begynder i år, er renoveringen af de brolejer, som broen hviler på. Det er et større arbejde, som Vejdirektoratet begynder på i 2022, der fortsætter ind i 2023. Farøbroernes brolejer er placeret mellem undersiden af broen og bropillerne, og de sikrer, at broen kan udvide og trække sig sammen, når vejret er enten varmt eller koldt.
For at kunne renovere brolejerne er det nødvendigt at demontere dem midlertidigt – ét ad gangen. I den forbindelse bliver broen løftet ganske få millimeter med donkrafte, der presser med en samlet kraft på 800 tons. Arbejdet med at renovere brolejerne kræver ikke afspærring af kørebanen og det foregår udelukkende fra undersiden af broerne. /anga.