Øresundsbroen lukker torsdag
Den 17. marts i perioden kl. 19.45 til 23.00 vil Øresundsbron være lukket for al motorvejstrafik på grund af en beredskabsøvelse i Øresundstunnelen. Togene vil køre med et reduceret antal afgange i perioden.
Øresundsbro Konsortiet arbejder løbende sammen med myndigheder og togoperatører om at forbedre og udvikle beredskabs- og krisearbejdet omkring bro- og tunnelforbindelse over Øresund.
Som led i dette arbejde gennemføres der en beredskabsøvelse i Øresundstunnelen – på motorvejen og i et af jernbanetunnelrørene – om aftenen den 17. marts 2022.
- Scenariet er en større ulykke i tunnelen. Ud over personale fra beredskabstjenester, myndigheder, togoperatører og Øresundsbrokonsortiet vil øvelsen involvere omkring 40 statister fra både Danmark og Sverige, siger Ulla V. Eilersen, sikkerheds- og miljøchef på Øresundsbron.
Formålet med øvelsen er at afprøve koordineringen mellem de forskellige aktører på begge sider af Øresund for effektivt at kunne håndtere et uheld på forbindelsen. Det gælder for eksempel samarbejde på ledelsesniveau, organisering af ulykkessteder, varslingsrutiner og kommunikation via de danske og svenske radiosystemer SINE og RAKEL.
Hvert fjerde år gennemføres en fuldskala beredskabsøvelse på forbindelsen. I år er det sjette gang, en fuldskalaøvelse afholdes på Øresundsbron, siden åbningen i år 2000.
Kundeinformation
Vi beder vores kunder om allerede nu at være opmærksom på, at afviklingen af beredskabsøvelsen betyder, at vejtrafikken vil være helt lukket fra klokken 19.45-23.00, mens togene vil køre med et reduceret antal afgange i perioden.