23948sdkhjf

Tyskere følger trop med kanon-regnskab

Der er ’ordnung muss sein’ i Hapag-Lloyds finansielle præstationer i 2021.

Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd følger nu trop med selskabets kolleger inden for gigant-containerrederier og præsenterer årsrapport for 2021, der skaber store smil blandt aktionærerne.

Den reviderede årsrapport for finansåret 2021 viser, at selskabet EBITDA steg til lidt mere end 12,8 mia. dollars, EBIT steg til 11,1 mia. dollars og koncernens nettoresultat forbedredes til omkring 10,8 mia. dollars. De vigtigste drivkræfter bag den positive forretningsudvikling har været væsentligt forbedrede fragtrater som følge af en meget stærk efterspørgsel efter varer eksporteret fra Asien.

- Vi ser tilbage på et usædvanligt succesfuldt år, hvor vi har investeret massivt i moderne skibe og nye containere. Derudover har vi styrket vores finansielle og formuemæssige position markant. Transportudgifterne er dog desværre også steget markant, primært på grund af flaskehalsene i de globale forsyningskæder, siger Rolf Habben Jansen, administrerende direktør i Hapag-Lloyd AG.

Omsætningen steg til cirka 26,4 mia. dollars. Dette kan hovedsageligt tilskrives en højere gennemsnitlig fragtrate på 2.003 USD/TEU. I 2020 lød gennemsnittet på 1.115 USD/TEU). Transportmængderne var nogenlunde på niveau med niveauet sidste år med 11,9 mio. TEU. Samtidig steg transportomkostningerne meget markant med 17,1 procent til 12,2 mia. dollars, hvilket især skyldtes højere bunkerpriser og charterpriser samt øgede overligge- og lagergebyrer.

Optimisme for 2022

Fremadrettet forventer Hapag-Lloyd, at indtjeningen vil være meget stærk i første halvår af 2022. Desuden forventer man, at den anstrengte situation i de globale forsyningskæder vil aftage i andet halvår, hvilket bør føre til en begyndende normalisering af indtjening. EBITDA forventes at være i intervallet 12 til 14 mia. dollars og EBIT at ligge i intervallet 10 til 12 mia. dollars. Denne prognose er dog fortsat behæftet med betydelig usikkerhed i betragtning af den igangværende Covid-19-pandemi og den aktuelle udvikling i Ukraine, lyder det.

- Regnskabsåret 2022 er kommet godt i gang for os, men forstyrrelserne i forsyningskæderne er ikke aftaget væsentligt endnu. Derudover står vi alle over for den frygtelige krig i Ukraine. Vi står forenet med det internationale samfund, har stoppet vores bookinger til og fra Rusland og opfordrer til nedtrapning og fred, lyder det fra Rolf Habben Jansen.

Hapag-Lloyd opererer en flåde på 253 containerskibe og en transportkapacitet på 1,8 mio. TEU. Selskabet beskæftiger cirka 14.100 medarbejdere og har 421 kontorer i 137 lande. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126