Øget fragt i svenske havne
Ports of Stockholm er en af verdens største passagerhavne og en af Sveriges største fragthavne, og i 2021 præsterede selskabet høje passagertal og fragtmængder på trods af pandemien.
Sidste år steg ro/ro fragtsegmentet med 6 procent sammenlignet med året før. Kapellskär Havn er den havn i koncernen, hvor væksten er stærkest, med en fragthåndtering på 13 procent mere end året før.
- Jeg er glad og stolt over at se fragtsegmentet klare sig så utroligt godt på trods af det hårde pandemi-år. Væksten i ro/ro-segmentet er et bevis på, hvor vigtige havnene i Ports of Stockholm er for bæredygtig forsyning af varer til hele Storstockholm-regionen. Med den nybyggede Stockholm Norvik Port er vi desuden godt forsynet med øget kapacitet, som giver vores kunder store muligheder for at vokse, siger Ports of Stockholms administrerende direktør, Thomas Andersson.
I alt rejste 4,7 mio. krydstogt- og færgepassagerer via Ports of Stockholms havne i 2021. /anga.