- Smid Rusland og Hviderusland ud af IRU
Den polske transportorganisation TLP har i dag foreslået, at russiske og hviderussiske organisationer bliver smidt ud af den internationale transportorganisation IRU, ligesom de vil have de internationale transportkvoter ”CEMT-kvoter” suspenderet for transportører fra disse lande. ITD støtter til fulde Polen i disse ønsker, lyder det fra den danske brancheorganisation.
- I ITD bakker vi klart op om Polens forslag om at smide Rusland og Hviderusland ud af IRU samt i øvrigt alle de steder, hvor de har deres gøren. Der skal trykkes på alle knapper for at stoppe det vanvid, som Putin har sat i gang. Rusland og deres allierede skal isoleres mest muligt, men det skal naturligvis ikke gå ud over nødforsyninger og andre fornødenheder til Ukraine, siger bestyrelsesformand for ITD, Christian Sørensen Madsen.
Ifølge ITD foreslår TLP også, at de internationale ”CEMT-kvoter” bør suspenderes for transportører fra Rusland og Hviderusland. CEMT kvoter tillader virksomheder at transportere gods i grænseoverskridende godstrafik mellem CEMT-medlemsstater, blandt andet OECD-landene og en række øst- og sydøsteuropæiske stater.
ITD bakker også fuldt op om dette forslag, som vil begrænse virksomheder fra de to lande i at udføre grænseoverskridende godstransport.
- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at ramme Rusland, også i transportverdenen – og det haster, afslutter Christian Sørensen Madsen. /anga.