Havn efterlyser fælles kurs mod russiske skibe
Kolding Havn efterlyser i dag onsdag en samlet kurs mod russiske skibes anløb af danske havne.
»Skæbnen ville, at netop Kolding Havn var den første danske havn til at modtage et russisk skib efter invasionen af Ukraine. Det var ikke et skib, som havnen havde lyst til at håndtere, men da skibet lagde til d. 28. februar, var der ingen udmelding fra Trafikministeriet eller andre instanser om fælles sanktionsmuligheder for russiske skibe – og en sådan udmelding savnes fortsat,« skriver Kolding Havn i en pressemeddelelse.
Netop manglen på en koordinering af sanktioner fra centralt hold i forhold til russiske skibe, der vil anløbe danske havne, forbavser havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen, Kolding Havn:
- Vi står med et problem i de danske havne og det er, som om der ikke bliver lyttet på de bonede gulve. Russiske fly i europæisk luftrum er sanktioneret – hvorfor ikke skibe?
Anders Vangsberg Sørensen fortsætter:
- Hvis nationale sanktionerne i forhold til russiske skibe i danske havne ikke er implementeret næste gang, et russisk skib anløber Kolding Havn, vil jeg personligt blive overrasket, hvis det russiske skib bliver vel modtaget og serviceret.
Donerer til flygtningehjælp
Havnedirektøren siger til slut:
- Skibsindtægten fra det russiske skib, som Kolding Havn har håndteret, vil blive doneret til FN’s Flygtningehjælp øremærket til at hjælpe ukrainerne i den ulykkelige situation, de befinder sig i.
Efterfølgende har Anders Vangsberg Sørensen til TV Syd oplyst, at det russiske skib ankom til Kolding Havn eskorteret af et af Søværnets patruljeskibe, P520 Diana. Skibets besætning fik også kontrolleret deres papirer af politiet efter det var lagt til kaj.
Det er angiveligt ikke almindelig procedure og det tyder på, at danske myndigheder har øget fokus på den russiske skibstrafik til og fra danske erhvervshavne.
Forsvarsminister Morten Bødskov afviste i går på et kort pressemøde at kommentere på spørgsmål om eventuelle danske planer om at indføre sanktioner mod russiske handelsskibe. /Smir