Kilometerafgift på personbiler
DTU skal gennemføre et udviklingsforsøg, der undersøger effekten af ”intelligente” vejafgifter på personbiler i forhold til trængslen.
Siden Tyskland – med flere års forsinkelse – indførte ”mauten” på lastbiltrafikken på autobahn i 2006, har kilometerafgifter primært været rettet mod den tunge vejtransport.
Men nu vil regeringen have undersøgt, om kilometerafgift på personbiler kan anvendes til at få bilisterne til at ændre adfærd og dermed fremme fremkommeligheden. Samtidig skal effekten på CO2-udledningen undersøges.
Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Aftale fra 2020
Med aftalen om grøn omstilling af vejtransporten fra 4. december 2020 blev parterne bag aftalen (regeringen, SF, EL og RV) enige om at igangsætte et udviklingsforsøg med roadpricing for personbiler. Der blev med aftalen afsat 20 millioner kroner til et offentligt-privat udviklingssamarbejde om forsøget.
Parterne bag aftalen er blevet præsenteret for to forskellige måder at udføre forsøget. På den baggrund er det onsdag besluttet at gå videre med det projekt, som DTU har foreslået i samarbejdet med Sund & Bælt.
DTU’s udviklingsforsøg med roadpricing udføres med en tilfældig udvalgt repræsentativ gruppe borgere. DTU’s primære fokus er at undersøge effekterne af at indføre vejafgifter på de veje, der er udfordret af trængsel og derved indsamle erfaringer om adfærdsændringer hos bilisterne. Erfaringerne fra forsøget kan danne grundlag for et eventuelt videre arbejde med vejafgifter for personbiler. /Smir
FAKTA
DTU gennemfører forsøget i samarbejde med Sund & Bælt, som har over 20 års erfaring med vejafgiftsløsninger ved eksempelvis Storebæltsbroen.
DTU gennemfører forsøget med deltagelse af en tilfældigt udvalgt, repræsentativ gruppe på 2.000 borgere.
I forsøget ses der udelukkende på personbiler, og der afprøves forskellige takststrukturer med et geografisk fokus på større byer med trængselsudfordringer.
DTU forventer, det vil tage ca. tre år at gennemføre forberedelse, forsøg og efterfølgende analyser og evaluering.
Budgettet for forsøget er 20 millioner kroner.