23948sdkhjf

Første kundesolgte NGD til Dansk Biotransport

Danmarks første kundesolgte New Generation DAF kører ud fra Holstebro.

Den allerførste kundesolgte NGD (New Generation DAF) i Danmark er netop blevet synet, godkendt, indregistreret og leveret til Dansk Biotransport A/S i Holstebro.

- Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi fik æren af at være lanceringskunde på den nye DAF-generation her i Danmark, siger direktør og medejer af Dansk Biotransport, Leo Andersen.

- Vi har en meget lang og stolt DAF-historik her i firmaet, og vi er meget glade for DAF. Faktisk består vores nuværende vognpark på knap 30 lastbiler for 80 procents vedkommende af DAF, og det har den nærmest gjort siden midten af 1970’erne, tilføjer han.

I de senere år er det aut. DAF-forhandler ESA Trucks Danmark A/S i Kolding, der har stået for leverancerne. Her er det salgskonsulent Christian Lyngvig, der har stået for handlen med den nye XG 530. Den er skræddersyet til kørsel med en 4-akslet ”walking floor”-sættevogn, altså med 2-strengs hydraulikanlæg, så den selv kan aflæsse flis, træpiller, spåner, savsmuld og andre bulk-produkter fra træindustrien i hele Danmark samt Norge og Sverige.

Første danske lastbil indregistreret efter nye EU-længderegler

- Den allerførste DAF XG, der er solgt i Danmark, er synet, godkendt og indregistreret efter nye EU-regler, som åbner mulighed for at køre med længere vogntog, hvis de opfylder en række krav til forbedret brændstoføkonomi, sikkerhed og komfort, forklarer Christian Lyngvig.

- Det gør den nye DAF-generation i form af en 16,5 cm længere og mere aerodynamisk front, der sænker brændstofforbruget og forbedrer kollisionssikkerheden. XG- og XG+-modellerne er desuden udrustet med en 33 cm længere sovekabine, der forbedrer chaufførkomforten markant. Dermed kan DAF XG-serien med en standard EU-sættevogn på 13,60 meter fuldt lovligt være 17 meter lang og dermed en halv meter længere end tilsvarende vogntog med trækkere af andre fabrikater, fastslår han.

Det er også en ting, som Dansk Biotransports chauffør Jesper Sømod Jensen sætter ekstra stor pris på, for det er nemlig ham, der får glæden af at skulle køre i den nye DAF XG. Han har mere end 30 års erfaring fra de danske og europæiske landeveje, og han ser især frem til at kunne boltre sig i det nye førerhus, hvor de ekstra 33 cm i sovekabinen gør det til det største, mest rummelige og mest komfortable standardførerhus på det europæiske marked.

Ny XG indgår i alsidig DAF-vognpark

- Vi kører både med kran, kompressor, tip, walking floor mm. Samtlige biler skal kunne klare sig selv ved aflæsning hos kunderne, så derfor har de alle kraftudtag til at pumpe, blæse, krane eller tippe godset af, siger Leo Andersen og tilføjer:

- Vi handler vores biler hos ESA i Kolding, og vi får udført service både hos ESA i Kolding og Padborg, hos KLC i Kolding og hos AMC i Aarhus, Randers og Hobro. Det er chaufførens bopæl, der afgør, hvor det er bedst for os at køre til service, siger han.

Dansk Biotransports lastbiler kører mellem 100 og 120.000 km om året indenrigs og mellem 150 og 160.000 km om året på eksport. Bilerne udskiftes hvert femte-syvende år afhængig af kørselsopgave, hvor nogle af specialopbygningerne med blandt andet kompressor overføres til nye chassiser og dermed kører dobbelt så længe, inden de udskiftes. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109