Speditører følger situationen i Ukraine tæt
Danske Speditører følger situationen i Ukraine tæt og er klar til at hjælpe medlemsvirksomhederne med rådgivning.
Det skrev brancheorganisationen torsdag på sin hjemmeside i en henvendelse til medlemmerne.
»Danske Speditørers sekretariat er klar til at hjælpe medlemmerne med rådgivning om de forskellige sanktioner mod Rusland. Den igangværende invasion betyder at nye EU-sanktioner meget hurtigt kan effektueres.
Vi har ikke det fulde overblik, og situationen ændrer sig time for time. Derfor er det også tæt på umulig at sige noget specifikt om den sandsynlige udvikling med hensyn til yderligere sanktioner og deres konsekvenser for dansk erhvervsliv i almindelighed og transportbranchen i særdeleshed. Ubekræftede forlydender er at havnebyen Odessa er lukket, og dermed er transportkorridoren til Sortehavet afbrudt.«
Usikkerhed om betalinger
Danske Speditører kommenterer også på de stærkt skærpede sanktioner mod Rusland, som EU, USA og Storbritannien har varslet torsdag.
»Flere politiske meldinger her til morgen, at der meget hurtigt vil komme voldsomt skærpede EU-sanktioner, som vil indebære betydelige restriktioner på samhandlen mellem EU og Rusland og dermed mellem Danmark og Rusland. Der er derfor ingen sikkerhed for, at man som dansk virksomhed vil kunne modtage betalinger fra russiske kunder om ganske kort tid på grund af kommende EU-sanktioner mod Rusland.
Hvis EU går længere op ad sanktionsstigen og indfører import- og eksportforbud, så samhandlen med Rusland bliver begrænset, kan det i yderste konsekvens betyde, at der vedtages en generel EU-handelsboykot af Rusland, at alle russiske banker kobles af SWIFT-systemet, og at danske datterselskaber i Rusland kan blive pålagt et salgsforbud. Dette vil være det værst tænkelige scenarium for dansk erhvervsliv og formentlig også resultere i hårde russiske gengældelsessanktioner, herunder mulig reduktion af de vigtige russiske olie- og gasleverancer til EU.
Udenrigsministeriet fraråder p.t. alle rejser til Ukraine. Udenrigsministeriet har hævet sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen for Ukraine til rød. Alle danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet omgående. Samtidig fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til flere steder i Rusland. I skrivende stund er Udenrigsministeriets website ude af funktion, men vi opdaterer med link senere i dag.«
Dybt berørt
»Situationen udvikler sig time for time, og det er et skæbnesvangert øjeblik med krigshandlinger i Europa, som kommer til at få betydning for de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Vesten og Rusland mange år frem. Det bør man som dansk virksomhed tage med i planlægningen.
Samtidig er vi alle dybt berørt af de voldsomme begivenheder som alle i Ukraine – danske såvel som lokale – oplever. Vores tanker går til de børn og voksne der lige nu frygter for fremtiden.« /Smir