DI om sanktioner: Sammen står vi stærkest
EU-lande blev torsdag aften enige om markante sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine. Sanktioner, der blandt andet rammer Ruslands finansielle sektor.
Dansk Industri roser, at EU-landene formår at koordinere sanktionerne sammen med de nærmeste allierede, og forventer samtidig at sanktionerne får stor betydning for danske virksomheder, som er aktive i regionen.
- Situationen i Ukraine er dybt, dybt alvorlig, og vi ser på udviklingen med meget stor bekymring. Derfor er det positivt, at EU sammen med vores tætteste allierede har koordineret tæt, hvilke sanktioner, der nu sættes i værk. Når vi står sammen, står vi stærkest, siger Thomas Bustrup, international direktør i Dansk Industri.
- Vesten har iværksat historisk hårde økonomiske sanktioner mod Rusland, der kommer til at bremse meget økonomisk aktivitet i landet. Man vil bl.a. sanktionere en række banker i Rusland, hvilket er et meget effektivt middel, når man skal ramme Ruslands økonomi. De samlede sanktioner vil forhåbentligt lægge et betydeligt pres på styret i Kreml, siger Thomas Bustrup.
Bidrager til øget usikkerhed
- De økonomiske sanktioner vil ikke bare få betydning for eksporten til Rusland, men vil også bidrage til øget usikkerhed om investeringer, risiko for stigende energipriser og generelt skabe økonomisk usikkerhed. Vi følger situationen meget tæt, da der fortsat er mange detaljer om de specifikke sanktioner, der endnu ikke er på plads. Vi yder desuden rådgivning til de danske virksomheder, der er påvirket af konflikten fra vores kontorer i København, Bruxelles, Moskva og Washington D.C. Sanktionerne er desværre nødvendige og vil uden tvivl få stor betydning for danske virksomheder og medarbejdere, der opererer i området, siger Thomas Bustrup. /Smir