23948sdkhjf

Ny forbrugsrekord på nettet

Væksten er størst i danske butikker, lyder det i ny e-handels analyse.

E-handelsanalysen 2021 fra Dansk Erhverv viser, at danskerne sidste år brugte næsten 182 mia. kr. på e-handel. Den nye rekord glæder e-handelsdirektør Niels Ralund, som især hæfter sig ved, at væksten er størst i de danske netbutikker, og at forbrugerne forventer at skrue yderligere op for forbruget.

- Dansk e-handel står stærkt, selv om danskerne nu er på vej tilbage til mere normale tilstande uden nedlukninger og mundbind. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2021, hvor jeg især er glad for, at væksten er større i de danske netbutikker fremfor de udenlandske, siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Næsten 15.000 danskere har i løbet af 2021 svaret på spørgsmål om deres e-handel, og E-handelsanalysen 2021 giver derfor et detaljerede billede af danskernes e-handel i det forløbne år. Hovedtallene viser, at der igen i 2021 blev sat ny rekord med et samlet e-handelskøb på næsten 182 mia. kr. fordelt på 276 mio. handler. Knap halvdelen (47 procent) af de danske netkunder svarede, at de havde handlet på nettet inden for den seneste uge.

Mobilen bliver forbrugernes foretrukne købsredskab

De sidste mange år har mobilen halet ind på computeren som forbrugernes foretrukne købsredskab, og ifølge Dansk Erhvervs analyse bliver det allerede i år, at mobilen snupper førstepladsen. Det stiller krav til, hvordan netbutikkerne opbygger deres sider, men det er også godt nyt for butikkerne.

- Vi ved nemlig, at de, der handler via mobilen, ofte handler oftere end andre. Derfor vil det også være med til at sikre yderligere vækst, pointerer Niels Ralund og fortsætter:

- Vi ser også, at betaling via apps – eksempelvis MobilePay – buldrer frem, hvilket understreger, at vi bevæger os mod mere mobilhandel.

Forbruget vil vokse yderligere trods genåbning

2021 var præget af coronakrisen, som fik flere forbrugere til at søge mod nettet. Selvom vi nu er ved at være tilbage til en mere normal hverdag uden restriktioner, tyder det ikke på, at forbrugerne vil skrue ned for forbruget på nettet. Faktisk forventer knap hver femte forbruger at handle mere online i 2022.

- Det er en lidt mindre andel, end da vi spurgte til forventningerne i 2021, men omvendt er det kun otte procent, der forventer at skrue ned for forbruget. Samtidig forventer vi, at salget af rejser vil vende tilbage, og dermed er der god grund til at tro på, at forbruget på nettet vil vokse igen i 2022, slutter Niels Ralund. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079