Silvasti: Elevpris har skabt opmærksomhed
ATL’s elevpris gik sidste år til Nicolai Lyse Krathus, der havde været elev hos Silvasti Transport A/S i Fjerritslev. For virksomheden har prisen ført til både positiv omtale og en del spørgsmål.
Nicolai Lyse Krathus blev uddannet speditør hos Silvasti Transport. Han var fagligt dygtig, men det var de personlige egenskaber, der gjorde forskellen, fortæller Capacity Manager Allan Avlskarl Christensen.
- Vi kigger meget på de sociale egenskaber, når vi ansætter elever. De skal passe ind i et åbent og travlt arbejdsmiljø, hvor man også som elev bliver nødt til at give en hånd med uden for normal arbejdstid. Med Nicolai fandt vi den rette mand, siger han.
Ingen lærebøger
Silvasti Transport kører specialtransporter, og der findes ingen lærebøger, hvor man kan læse sig til de særlige forhold i den branche. Så eleven skal lære håndværket, mens han er på virksomheden.
Allan Avlskarl Christensen er i netværk med ledere fra andre – lignende – virksomheder. Og de har spurgt ind til, hvordan det er lykkedes at få fat i så dygtig en elev. Det har givet virksomheden positiv opmærksomhed.
- Det er svært at rekruttere elever. Nogle gange bliver vi nødt til at afvise elever, som ikke vil passe ind i virksomheden, siger Allan Avlskarl Christensen, som lige nu er i gang med at lede efter endnu en elev.
Indstil lærlinge og elever
- Det er nu, man kan indstille en lærling eller elev til årets priser. ATL opfordrer alle medlemmer til at vurdere, om ikke virksomhedens lærlinge og elever fortjener en pris. Og man skal ikke kun kigge efter de faglige evner, understreger Lars William Wesch, direktør i ATL.
- Det er ikke kun 12-tallerne, vi går efter. Det faglige har selvfølgelig stor betydning, men de menneskelige kvaliteter er også meget vigtige – og nogle gange tæller de mere. Vi vil gerne hylde lærlingen og eleven, som er dygtig, og som er en god og hjælpsom kollega, eller måske har haft det svært og gennemgået en stor personlig udvikling,
siger Lars William Wesch.