23948sdkhjf

Vild vækst: Körber får brug for 50 kolleger

Logistikbranchen har behov for automatisering som aldrig før.

Sidste år voksede antallet af ansatte hos Körber Supply Chain DK til over 200. Virksomheden i Arden, små 40 kilometer syd for Aalborg, har dermed fordoblet medarbejderstaben over de sidste fem år. I samme periode er ordreindekset firedoblet. Alene i 2021 har den nordjyske specialist i automatiseret intern logistik øget sit ordreindtag med 55 procent sammenlignet med året før.

Derfor ser det danske Körber-selskab ind i et 2022 med endnu større vækst på medarbejdersiden. Ifølge administrerende direktør Hans-Henrik Jensen får man brug for at ansætte over 50 funktionærer med teknisk tunge kompetencer; blandt andet softwareingeniører, maskiningeniører, projektledere og PLC-programmører. Det øger presset på faciliteterne på Industrivej i Arden, hvor Körber allerede er i fuld gang med at se på mulighederne for at skabe mere plads.

- Vi har arealerne til at udvide, men vi overvejer også andre muligheder, så vi får den mest optimale løsning for fremtiden, siger Hans-Henrik Jensen.

Opruster på innovation og produktudvikling

Körber Supply Chain DK har været en del af den tyske teknologikoncern Körber siden 2016 og fik sit nuværende navn i 2020 som led i etableringen af en Körber Supply Chain-division med 12 specialiserede virksomheder og over 2.300 fagfolk inden for logistik. For virksomheden i Arden har det medført et endnu større fokus på innovation og produktudvikling. Et rekordstort udviklingsbudget i 2021 bliver i 2022 øget med cirka 70 procent, som blandt andet skal bruges på at udvide R&D-afdelingen til 20-25 medarbejdere.

Et vigtigt fokusområde i R&D er at udvikle løsninger, der kan kombineres med Körbers helt store salgssucces; den patenterede robotløsning Layer Picker, som har gjort virksomheden til markedsleder inden for automatiseret depalletering. Efter to års udviklingsarbejde er Arden-virksomheden i løbet af kort tid klar til at lancere en fuldautomatisk downstream-løsning, der sætter nye standarder for kompliceret varehåndtering. Dermed vil Körber – som den første virksomhed i verden – kunne tilbyde en samlet løsning til automatisk håndtering af hele processen fra palle til bakke.

Et andet stort projekt er integration af Autonome Mobile Robotter (AMR), som i stigende grad begynder at erstatte transportbåndet i logistikbranchen. De kollaborative AMR-robotter gør det muligt for virksomheder at automatisere intern transport på en langt mere fleksibel måde end hidtil.

- For logistikbranchen er AMR-robotter et kæmpe teknologisk spring, der vil gøre det langt nemmere for virksomhederne at tilpasse processer og layout. For en virksomhed som Körber er det helt afgørende at tilbyde robot-integration, og det er et område, som vi har stort fokus på, siger Hans-Henrik Jensen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125