PostNord på vejen med 10 nye gaslastbiler
Iveco Danmark har i samarbejde med TIP leveret ti nye Iveco S-WAY gastrækkere til PostNord.
PostNord har været i gang med den grønne omstilling i et stykke tid og har allerede en del erfaring med at køre på gas. Iveco har nemlig leveret flere gaslastbiler i den karakteristiske blå farve til PostNord i Sverige til tankning med flydende gas (LNG).
- Vi er stolte over, i samarbejde med TIP, at kunne levere et mere bæredygtigt alternativ til den tunge transport, som kan fungere i praksis her og nu. Bilerne, som PostNord her tager i brug, har en rækkevidde på op til 500 km på en tankfuld og er godkendt til en vogntogsvægt på 44 tons. Dermed lever bilerne til fulde op til de krav, som PostNord har til sin moderne flåde af tunge køretøjer, siger Carsten Sørensen, national sales manager fra Iveco Danmark A/S.
- Vi ser en stigende efterspørgsel fra vores kunder efter mere bæredygtige transportløsninger. Derfor har vi gennem længere tid udvidet og differentieret vores produktudbud, og netop her er gastrækkere et vigtigt element i vores grønne omstilling, siger Christian Petersen, vice præsident, TIP Nordic.
For yderligere effektivisering af transporten i Danmark kan PostNord inden længe tage sit eget splinternye biogas-fyldeanlæg i Brøndby i brug. Med etableringen af dette anlæg bliver tidsforbruget i forbindelse med tankning reduceret til et absolut minimum, hvilket igen bidrager til optimal drift af bilerne.
- Med biogas i tanken på ti nye lastbiler gør vi nu danskernes pakker lidt grønnere, og så passer det os rigtig godt, at bilerne bidrager til renere og friskere luft og ikke støjer som de gamle biler, siger Jan Greve, der er direktør for Operational Development i PostNord. /anga.