Første hold hjemme fra mission i Guineabugten
Guineabugtens ækvatorvarme blev skiftet ud med kulde, sne og slud da Esbern Snares besætning i formiddags lagde til kaj i Flådestation Frederikshavn.
Efter tre måneder hvor besætningen har deltaget i den internationale kamp mod pirateri ud for Vestafrika, var der god stemning om bord på Absalon, som besætning var skiftet over på i spanske Rota.
- Det skyldtes Covid-restriktioner i Ghana, der umuliggjorde en rotation med fly som planlagt, fortæller chefen, kommandørkaptajn Lars Povl Jensen. En ændring i planerne som chefen skønner ovenikøbet har sparet penge.
Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
Lars Povl Jensen er sikker på at besætningen har ydet en professionel og prisværdig indsats, der har begrænset antallet af pirartangreb i Guineabugten, og som er værdsat af de civile handelsskibe i området.
Ved hjemkomsten dukkede personale fra Forsvarets Sundhedstjeneste op og tilbød Covid-podning og vaccination til de besætningsmedlemmer der havde brug for det. Se fregattens ankomst i videoen nedenfor, og hør Lars Povl Jensen fortælle om indsatsen og hjemkomsten.