Ophævelse af uddannelsesaftaler gik galt
En virksomhed ophævede med kort mellemrum uddannelsesaftalerne for to af deres lærlinge, som tidligere havde modtaget advarsler, og som havde overtrådt fartgrænserne i virksomhedens køretøjer.
Da forseelserne lå langt tilbage i tid, og da virksomheden ikke havde reageret rettidigt, mente Tvistighedsnævnet ikke, at virksomheden kunne ophæve uddannelsesaftalerne.
Det skriver arbejdsgiverforeningen ATL.
Skriftlig advarsel og klip i kørekortet
I den ene sag havde en transportvirksomhed og en godschaufførlærling indgået uddannelsesaftale i januar 2019 med forventet afslutning i januar 2022.
Allerede nogle få måneder efter måtte virksomheden give lærlingen en skriftlig advarsel, da virksomheden havde konstateret, at medarbejderen kørte op til 166 km/t i Københavnsområdet.
På trods af den skriftlige advarsel blev lærlingen halvandet år efter taget i en af politiets automatiske fartkontroller, hvor han fik et klip i kørekortet grundet kørsel med for høj hastighed i virksomhedens bil.
Uddannelsesaftale ophævet efter retur fra hjemsendelse
Kort efter denne episode blev lærlingen hjemsendt med lønkompensation og udførte derfor ikke arbejde for virksomheden i en længere periode.
Da lærlingen skulle tilbage på arbejde, valgte virksomheden at ophæve uddannelsesaftalen med lærlingen. Virksomheden mente ikke, at lærlingen havde levet op til den skriftlige advarsel, han tidligere havde fået vedrørende fartoverskridelse.
Tvistighedsnævnet kom frem til, at forseelserne lå langt tilbage i tiden, og lærlingen derfor ikke havde misligholdt ansættelsen i en sådan grad, at virksomheden kunne ophæve uddannelsesaftalen. Virksomheden blev derfor pålagt at betale kr. 40.000 til lærlingen.
DI'S RÅD
Afgørelserne er i tråd med tidligere sager om ophævelse af uddannelsesaftaler og understreger, at virksomheden skal reagere inden for den i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, fastsatte frist på en måned, hvis de vil ophæve uddannelsesaftalen.
Begge afgørelser bekræfter endvidere, at fravær og generel uengageret adfærd ikke er forhold, der kan begrunde en ophævelse af uddannelsesaftalen – heller ikke, hvis der er givet en skriftlig advarsel herom.
Interesserede kan læse mere om en lignende sag på ATL’s hjemmeside.