23948sdkhjf

Flere sommer-afgange til Ebeltoft

2022 bliver et travlere år mellem Ebeltoft og Odden.

I sommerferien 2022 vil der være en hurtigfærge-afgang hver eneste dag fra Djurslands mest populære feriedestination.

Molslinjen forsøgte i 2021 med flere afgange til og fra Ebeltoft. Forsøget faldt heldigt ud, så i år kommer der nu endnu flere afgange til Djurslands turistby nummer et. I højsæsonen kan turister og lokale komme med Molslinjens hurtigfærger hver eneste dag.

Antallet af planlagte afgange til og fra Ebeltoft er steget år for år. I 2019 var der 194 afgange på ruten, i 2020 var der 202 afgange, sidste år var tallet 270 og i år bliver antallet af afgange sat til 294.

- Danskerne har genopdaget, hvor dejligt det er at holde ferie i Danmark, og det har været tydeligt, at de sjællandske turister har været meget glade for ruten til Mols. Derfor satser vi nu på at kunne sejle dagligt i sommerferien, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

De daglige afgange på hverdage bliver placeret i sejlplanen fra og med uge 26 til og med uge 31. Færgen vil afgå klokken 11.15 fra Ebeltoft og fra Odden klokken 09.20.

Afgangene kommer ovenpå de torsdags-afgange, som forsøgsvist blev sat ind sidste år. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094