- En spanier kan også køre lastbil i Danmark
Kun én ud af fem vognmænd har udenlandske chauffører ansat, selv om der er udbredt mangel på kvalificerede chauffører. ATL vurderer, at der bliver behov for at rekruttere flere fra andre europæiske lande – og sydeuropæere er blevet mere interessante.
I de seneste måneder har ATL fortalt om vognmænd, som har solgt deres lastbiler, har sagt nej til ordrer eller ladet bilerne holde stille, fordi de mangler chauffører.
Samtidig viser en rundspørge blandt ATL’s medlemmer, at kun omkring hver femte vognmand (22,8 procent) har udenlandske chauffører ansat.
- Det er selvfølgelig pinefuldt for en vognmand at sige nej til ordrer, fordi der ikke er medarbejdere til at løse opgaven. Og det er et tab for samfundet. For flere vognmænd vil det være oplagt at kigge mod andre EU-lande efter chauffører. Vi er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at dreje på alle haner, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.
I de senere år er chaufførerne især kommet fra Polen og Rumænien. Men det er også muligt at søge efter chauffører i Italien og Spanien, siger han.
- Antallet af sydeuropæere, der søger job i Danmark, er stigende, og mange brancher rækker ud efter dem. Selvfølgelig kan transportbranchen også rekruttere sydfra. Der har ikke været tradition for det, og meget tyder på, at der vil være brug for nogle, som går forrest. Det er jo reelt det mønster, vi har set fra de østeuropæiske lande. Nogle skal vise vejen og prøve at arbejde i Danmark. Det bliver forhåbentlig en succes, som kan bane vejen for flere, siger Lars William Wesch.
ATL-direktøren mener, at tilbuddene i Danmark er gode nok, men skal markedsføres.
- Vi har en del at byde på i Danmark. Vi har en god overenskomst, og der er som regel et direkte og uformelt forhold mellem ledelse og medarbejdere. Men vi kan godt bruge en ekstra håndsrækning i form af markedsføring via ambassader og lignende. Det var nogle af de elementer, som man desværre ikke kunne opnå et politisk flertal for i den netop indgåede politiske aftale, og det er ærgerligt, siger ATL-direktøren.
I ATL’s rundspørger er virksomhederne, der har udenlandske chauffører ansat, også blevet spurgt, hvordan det har været at integrere medarbejderne i virksomheden. 25,8 procent svarer ”let”, 54,8 procent svarer ”til at håndtere” og 19,3 procent svarer ”svært” eller ”meget svært”.
- Der er meget, man skal overveje, inden man ansætter den første udenlandske medarbejder. Det gælder for eksempel skat, social sikring, boligforhold og sprogbarrierer. Men tilsyneladende er det en del lettere at ansætte nummer to og tre, siger Lars William Wesch. /anga.