23948sdkhjf

SDK Freja skyder året i gang med opkøb

Svenske IRT Logistics AB er kommet på danske hænder.

Hvis det har været et nytårsforsæt at lave flere strategiske opkøb i 2022, så lægger SDK Freja A/S stærkt ud.

Den danske transport- og logistikkoncern meddeler tirsdag, at den har købt den svenske logistikvirksomhed IRT Logistics AB. Tilføjelsen af IRT Logistics bringer nye kollegaer og et styrket forretningsområde på stykgodstransport mellem Sverige og UK, lyder det i en skriftlig meddelelse.

- IRT Logistics har længe været på vores radar, og nu var tiden moden til, at vi indgik en aftale. Det er et opkøb, som kommer til at styrke vores forretning betragteligt på stykgodstransporter mellem Sverige og UK. Samtidig vil både eksisterende samt nye kunder opleve, at eksempelvis de nye kundevendte IT-løsninger, som en virksomhed af SDK Frejas størrelse og erfaring bringer til IRT Logistics, vil styrke den service og de ydelser, de kan efterspørge, siger Søren Skive, executive vice president i Freja Transport & Logistics AB.

Grundlæggeren af IRT Logistics, Björn Steenstrup, udtaler:

- Vi har længe gået og skelet til Freja som en samarbejdspartner, der kunne drive vores virksomhed videre med de rigtige visioner, og nu passede det. Vi kunne i år fejre vores 20-års jubilæum, og på en måde er det også et passende tidspunkt at give faklen videre til nogen, som deler vores værdier og som kan og vil videreudvikle den virksomhed, vi har opbygget, siger Björn Steenstrup.

IRT Logistics har selv været på en vækstrejse med 65 procents stigning i årsresultatet over de seneste fem år og overtages med en forventet estimeret årlig omsætning på 45 mio. svenske kroner. Alle ni medarbejdere i IRT Logistics fortsætter under det nye ejerskab.

Vækstrejsen fortsætter i 2022

Opkøbet af svenske IRT Logistics er det tredje opkøb under Freja Transport & Logistics i 2021 og blot den seneste tilføjelse til SDK Frejas vækstrejse. Siden de to logistikvirksomheder gik sammen i december 2020, har den fælles rejse budt på et delvist køb af danske Nordic Waste samt tre opkøb af logistikvirksomheder over hele Norden: finske TL Trans, norske Thoresen Transport og nu svenske IRT Logistics.

Det er denne opkøbstilgang, som skal sikre en fortsat vækst frem mod SDK Frejas erklærede mål om en samlet omsætning i 2025 på mellem 8 og 10 mia. kr.

- Vi forventer et stigende behov i markedet for one-stop-shop logistikydelser, og der er vi i SDK Freja godt på vej til at være det oplagte valg ved altid at være på udkig efter nye partnere og virksomheder, som kan supplere og forbedre vores ydelser, siger Ulrik Rasmussen, koncernadministrerende direktør i Freja Transport & Logistics Holding A/S og fortsætter:

- Det vigtigste i vores opkøbsstrategi vil dog altid være, at vi kan finde fælles fodslag mellem potentielle virksomheder og os selv i både værdier og forretningsforståelse. Logistik er people business og bygges bedst på tillid og forståelse. En devise som er styrende for alt, hvad vi foretager os i vores forretning.

Købsprisen oplyses ikke, lyder det. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125