23948sdkhjf

Hanstholm satser på at komme først med Power-to-X

Hensigtserklæring kickstarter energirevolution på Hanstholm Havn.

Hanstholm Havn har taget første skridt hen imod at blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn. Det sker med en hensigtserklæring, som Hanstholm Havn har underskrevet med den danske udvikler af vedvarende energi, European Energy.

Firmaet ønsker udover sol- og vindenergianlæg også at etablere et Power-to-X-anlæg til produktion af e-metanol og brint på Hanstholm Havn.

På Hanstholm Havn er der udsigt til rig aktivitet på det 130.000 kvadratmeter store baglandsareal, som en storstilet udvidelse over de senere år har tilført havnen.

Målet er at omdanne størstedelen af det store areal til et lokalt energifællesskab med navnet ”Hanstholm Energifællesskab A/S”. Det skal være rammen om en bred vifte af grøn energiproduktion på Hanstholm Havn.

Det skriver Hanstholm Havn i en pressemeddelelse.

Hanstholm Havn har over den senere tid været i dialog med den danske udvikler af vedvarende energi European Energy om muligheden for at indgå i et partnerskab, som skal danne grundlag for et energifællesskab på havnen.

Nu har fælles ambitioner banet vejen for indgåelse af en hensigtserklæring med sigte mod et partnerskab. Det er en stor mulighed for Hanstholm Havn, som med realisering af energifællesskabet ikke alene vil tiltrække store investeringer og skabe liv på havnens nye baglandsareal, men også skabe et energifællesskab, der er det første af sin slags på en dansk fiskerihavn.

Gamechanger til en grøn fremtid

Målet med hensigtserklæringen er at bane vejen for, at Hanstholm Havn bliver Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn. Projektet sætter fuldt fokus på Power-to-X via en stærk havnesymbiose, hvor genanvendelse af restprodukter fra lokal industri bliver til vedvarende energi.

- Med udvidelsen af Hanstholm Havn har vi fået den rette kapacitet til at kickstarte et energieventyr, som kan understøtte grøn omstilling, tiltrække milliardinvesteringer fra grønne industrier og skabe ekstra arbejde til blandt andre de mange lokale servicevirksomheder på Hanstholm Havn og entreprenører i hele Thisted Kommune. Dermed vil vi vise, hvordan en fiskerihavn også kan være en energihavn og skabe stærk synergi mellem fiskeriindustri og grøn energi, fortæller havnedirektør Nils Skeby.

Den rette viden er helt essentiel for at realisere Hanstholm Havns ambitiøse vision om at blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn, og her er European Energy ifølge havnens bestyrelsesformand, Kirsten Hede, et rigtigt godt match.

- Hos Hanstholm Havn arbejder vi målrettet mod at realisere et fremsynet energifællesskab, som skal gøre havnen til den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Derfor er det helt essentielt at finde en partner med den rette erfaring til at virkeliggøre havnens ambitiøse energiplaner, og vi ser derfor meget frem til at samarbejde med European Energy, der har omfattende erfaring med at udvikle og opføre vedvarende energianlæg.

Power-to-X og nye energiformer til havnen

European Energy beskæftiger sig med produktion, lagring og levering af vedvarende energi og har i forbindelse med den indgåede hensigtserklæring med Hanstholm Havn samtidig ønske om at etablere et Power-to-X-anlæg til produktion af brint, et e-metanol-anlæg baseret på lokale CO2-kilder og yderligere vedvarende energi i form af vind- og solenergi:

- Hanstholm Havn har søsat en meget ambitiøs energivision, hvor vi ser et stort potentiale i at blive samarbejdspartner til realisering af Hanstholm Energifællesskab A/S – og på den måde ikke alene bidrage til at udvikle vedvarende energi som forretningsområde på Hanstholm Havn, men også til levering af fremtidens grønne energiformer til havnens brugere, fortæller adm. direktør og stifter af European Energy, Knud Erik Andersen, og tilføjer:

- Vi er i gang med at identificere mulige lokale CO2-kilder på og omkring Hanstholm Havn som leverandører til et e-metanol-anlæg, der er et grønt alternativt til skibenes nuværende olieforbrug. Samtidig kigger vi på opførelse af et brintanlæg, som udover at være en anden væsentlig ressource til produktion af e-metanol, samtidig frigiver ilt som et restprodukt, der for eksempel kan være en ressource til opdræt af fisk i akvakultur på havnen. På den måde kan vi revolutionere havnens industriklynge og opfylde morgendagens energibehov.

Potentiale der rækker langt ud over Hanstholm

Etableringen af Hanstholm Energifællesskab A/S er ikke alene et vigtigt skridt for udviklingen af Hanstholm Havn, men for hele Thy og den nationale grønne omstilling. Ifølge Thisted Kommunes kommende borgmester, Niels Jørgen Pedersen, vil det gøre Hanstholm Havn til en forgangshavn for CO2-neutral havnedrift i Europa:

- Hanstholm Energifællesskab vil skabe et energifællesskab, der forplanter sig som et grønt ekko til alle de aktører på og omkring havnen, som enten kan tilføre eller aftage centrale energiressourcer. Det gælder særligt kilder som CO2 og elektricitet, men også blandt andet ilt og restaffald fra eksempelvis fiskeindustrien og akvakulturanlæg, fortæller den kommende borgmester og fortsætter:

- Dermed har Hanstholm Havn potentiale til at blive et skoleeksempel på, hvordan fiskeri og vedvarende energi kan gå i symbiose og skabe fremtidens forretningsgrundlag, der kan tjene som inspiration for andre industriklynger på for eksempel havne – ikke alene her i Danmark, men også ude i resten af verden.

Hanstholm Havn og European Energy forventer at påbegynde forhandling af en endelig aftale primo januar 2022 med sigte på flere energianlæg i løbet af 2023. Hanstholm Havn vil i starten af det nye år invitere til dialogmøde omkring projektet for havnens virksomheder og andre interesserede.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203