Vestfyn Trækker til Middelfart
Vestfyn Trækker, som normalt afholdes i Ejby, rykker til nye omgivelser. Planlægningen var i fuld gang til 2022, men de lodsejere, som udlejer jord til arrangementet, har vokseværk, lyder det fra Kim Kristensen fra VBG:
- Pludselig stod vi uden jord og plads, og så var gode råd dyre. Jagten gik derfor ind på et passende areal, siger han.
En gennemgang af mulighederne førte til flere møder med lodsejere og samarbejdspartnere. Kravene til et potentielt område var mange, da der både skal være gode tilkørselsforhold og parkeringsmuligheder samt et stort område, der egner sig til udstilling af de tunge køretøjer. I samarbejde med Middelfart Kommune blev der fundet en brugbar løsning.
VBG messen rykker ud under den nye Lillebæltsbro og vil i perioden 24., 25. og 26. maj 2024 vise et bredt udbud af produkter, løsninger og opbygninger til transporterhvervet.
- Planlægningen går i gang, og vi glæder os til at kunne byde velkommen til et spændende arrangement. Middelfart Kommune har udvist en super service, og vi har her rammerne til noget stort. Messen har igennem årene udviklet sig, hvor flere og flere virksomheder og samarbejdspartnere er kommet til, siger Kim Kristensen.
Planen er nu at få hele området målt op, hvorefter man går i gang med den mere detaljerede del af planlægningen.
- Foråret 2024 står ikke lige for døren. Men det er også helt nye rammer og et nyt set-up, så der venter et stort stykke arbejde. Men en transportmesse under den nye Lillebæltsbro og i skønne omgivelser er helt ideelt, slutter Kim Kristensen fra VBG. /anga.