Vejlefjordbroen under reparation
I perioden 7. til 10. januar 2022 skal der foretages reparationer på en dilatationsfuge, der ligger i de sydgående spor på Vejlefjordbroen. Reparationsarbejdet er nødvendigt at udføre, da en del af fugekonstruktionen er ødelagt, fremgår det af en skriftlig meddelelse fra Vejdirektoratet.
Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig som følge af temperatursvingninger, der får brodækket til hhv. at udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren.
Konsekvenser for trafikken
Afspærringen opstartes fredag d. 7. januar kl. 19:30 og afsluttes mandag d. 10. januar kl. 06.00. I den anledning er det nødvendigt at spærre det højre kørespor i hele udførelsesperioden, og trafikanterne ledes derfor sammen fra 3 til 2 kørespor.
Desuden vil der i aften- og nattetimerne afspærres yderligere et kørespor, og der vil således kun være et farbart spor i sydgående retning.
Der må forventes kødannelse i en stor del af udførelsesperioden grundet spærringer af et eller to kørespor.
Både lørdag og søndag i dag- og aftentimer, vil der være risiko for kødannelse, så trafikanterne skal påregne væsentligt længere rejsetid. /anga.