23948sdkhjf

Frafald på transportuddannelser skal ned

TUR: Flere elever skal gennemføre en uddannelse i transportbranchen.

Danmark kommer til at mangle dygtige faglærte chauffører i fremtiden, og det kommer til at ramme samfundet hårdt.

For at imødegå chaufførmanglen og finde løsninger på problemet, har Transporterhvervets Uddannelser (TUR) – fået lavet en større analyse om frafald på transporterhvervets uddannelsesområde.

Den anviser flere forskellige indsatser, der kan øge antallet af elever, der gennemfører en transportuddannelse.

Analysen viser blandt andet, at praksisnær undervisning, mere og bedre vejledning, bedre sammenhæng mellem skole- og lærlingeforløb samt indførelse af arbejdsmarkedsforberedelse kan være vejen frem for at få flere elever til at gennemføre en transportuddannelse.

Formand i TUR og forhandlingssekretær i 3F Transport, Kim Poder, ser fortrøstningsfuldt på analysens udfald og håber, at man i branchen bliver bedre til at tage ansvar for de unge.

- Vi skal blive bedre til at tage ansvar for de unge, så de føler, at de har en fremtid i transportbranchen. Det handler om at se den enkelte lærlings udfordringer og hjælpe ham eller hende bedst muligt. At være faglært i transportbranchen betyder ikke bare tre år på skolebænken, hvor lærlingene går og socialiserer sig som på universitetet, men tre år i en vekseluddannelse mellem skole og virksomhed. Her er det de bedste, der kan klare sig selv, der bliver til noget og ”tager styringen” for fremtiden og den grønne omstilling af transportbranchen, siger Kim Poder.

Vigtigt at fastholde elever

Han bakkes op af Michael Boas Pedersen, der er næstformand i TUR og chefkonsulent i Dansk Industri.

- Vi har et erhverv med et hav af fremtidsmuligheder. Det er derfor vigtigt, at vi fastholder de elever, som har tilvalgt vores branche. Kun på den måde kan vi sikre en helt ny generation af faglærte lager- og logistikoperatører, kranførere, togklargørere og chauffører til virksomheder, der kan afhjælpe de udfordringer, som branchen lige nu står overfor. Med analysens resultater i hånden kan vi derfor kun være optimistiske. Nu har vi fået helt konkret viden om, hvor vi skal sætte ind for at fastholde eleverne i deres uddannelsesvalg, siger Michael Boas Pedersen.

Målrette resourcer

Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef i TUR, ser også frem til at arbejde videre med analysens resultater.

- Analysens formål er at give os viden om, hvor vi skal bruge vores ressourcer. Vi har allerede sat flere projekter i gang, som lægger tæt op ad analysens anbefalinger. For eksempel peger analysen på, at branchen og uddannelsens anseelse skal tales op. Sidste år lancerede vi kampagnen ”Tag Styringen”, der skal være med til at tale branchen op ved at vise den store samfundsværdi, transportbranchen hver dag skaber, siger Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef i TUR.

Analysen lægger op til en fælles indsats, hvor branchen, fagbevægelsen og skolerne tager ansvar for at sikre, at lærlingene gennemfører uddannelsen.

TUR og arbejdsmarkedets parter vil nu se nærmere på forslagene, inden de beslutter sig for, hvor der skal sættes ind.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142