23948sdkhjf

OK savner grønne politiske initiativer

Energiselskabet mærker øget efterspørgsel på HVO og udvider netværket af standere.

Hos energikoncernen OK mærker man en øget efterspørgsel efter alternative brændstoffer som eksempelvis biodieselen HVO (Hydrotreated Vegetable Oil), hvorfor man landsdækkende øger netværket af HVO-standere.

OK savner dog også politiske initiativer i den grønne omstillings navn.

Det siger selskabets markedschef på transportområdet, Henrik Dehn:

- Vi oplever, at økonomien sætter en stopper for den grønne omstilling i forhold til eksempelvis HVO, el, biogas og brint, og vi mangler politiske initiativer og indgreb, hvis vi for alvor skal sætte gang i den grønne omstilling, lyder det fra Henrik Dehn.

Han tilføjer, at OK-koncernen har styrket sin position på det danske transportmarked i 2021.

- Vi kan se, at vi har opnået en styrket position på markedet i 2021 - vi kan blandt andet se, at vi har fået flere danske og internationale vognmænd ind i kundeporteføljen. Vi kan godt mærke, at der er travlhed i transportsektoren, og der er kommet gang i hjulene igen efter Covid-19. Samtidig hører vi fra vores kunder, at der er store udfordringer med blandt andet chaufførmangel og levering af nye biler. Det er svære markedsvilkår for branchen. Vi er samtidig i et omskifteligt marked, hvor det er umuligt at forudsige, hvordan fremtidens brændstofmarked ser ud, og det skaber noget usikkerhed, siger Henrik Dehn.

Solid position

OK åbner løbende nye Truck Diesel stationer – blandt andet som noget af det seneste en ny station i Hjørring.

Derudover forventer koncernen at åbne yderligere stationer i 2022, blandt andet er der planer om stationer ved Roskilde, Ringsted, Vordingborg, Holbæk og i Kolding.

- I øvrigt kan vi se en stigende efterspørgsel efter HVO, og det betyder, at vi udvider vores netværk af HVO-standere. Vi har nu etableret HVO-standere i Køge, ved Odense og i Aarslev ved Aarhus. Derudover åbner vi en i Avedøre inden udgangen af året, siger Henrik Dehn. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125