23948sdkhjf

- Hvor vil vi være i 2030?

Ørsted-direktør ruskede op i WindEurope: ”Den nye udfordring kræver betragteligt mere strategisk fremsynethed og dygtighed end tidligere”.

Det er belejligt at klappe hinanden på skuldrene og ønske tillykke med, at offshore-vind branchen er nået langt de seneste 10 år. For det er den. Sværere er det at blive enige om, hvilke milepæle den grønne omstilling skal have nået i 2030 og at erkende, at den fremtidige udfordring kræver markant mere dygtighed og større politiske visioner at løse end den hidtidige.

Med det budskab ruskede Rasmus Errboe, direktør for Kontinentaleuropa hos Ørsted, således tiltrængt op i kronprins, ministre og andre notabiliteter, da han talte ved den officielle åbning af WindEurope konferencen i København i dagene 23.-25. november.

Én brik i stort puslespil

- Kan I huske, hvordan verden så ud for 10 år siden? Det kan jeg. Dengang var der totalt installeret under 3 GW offshore-vind, og de politiske udbygningsmål lå på omkring 30 GW. Offshore-vind branchen eksisterede kun i Europa, den var en nicheindustri og vi ikke havde konkurrencedygtige omkostninger. LCOE (de niveauerede energiomkostninger, red.) lå på cirka 170 euro per megawatttime. Så vi havde en kæmpe udfordring foran os som branche. Vi satte os et mål om at komme ned på 100 euro per megawatttime i 2020, og det mål nåede vi i 2016. I dag er LCOE omkring 60 euro per megawatttime, og ved de bedste og mest attraktive sites i Nordsøen er den faktisk betragteligt lavere, lød det fra Rasmus Errboe.

Han skitserede dermed, at branchen i dag har konkurrencedygtige omkostninger.

- Men det er ikke mit budskab. Budskabet er, at vi ved, hvor vi har været og hvor vi er. Men spørgsmålet er, hvor vi gerne vil være i 2030. Vi kan vælge at sige, at vi har nået målet - at offshore-vind bliver rygraden i Europas fremtidige energisystem. Arbejdet veludført og lad os fortsætte med mere af det samme trinvist. Men vi kan også vælge at sige, at ja, vi nåede målet, men vi har kun løst én brik i et meget stort puslespil. Og man kan med lethed argumentere for, at den udfordring, vi har foran os som branche, kræver betragteligt mere strategisk fremsynethed, dygtighed og mod for at blive løst, sammenlignet med den udfordring vi har været igennem. Hos Ørsted tror vi på det sidste, sagde han.

Ørsted, det tidligere DONG, har transformeret sig fra sort til grøn energivirksomhed, og koncernen har flere gange modtaget priser for forandringen. Senest blev Ørsted kåret til verdens grønneste energiselskab i Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder.

- Vi tror på, at opgaven, vi har foran os, kræver endnu mere, end den vi har været igennem hidtil. Og vi ved, at vi som branche ikke når målet uden samarbejde mellem medlemslande, TSO’er og brancheorganisationer – både inden for og uden for offshore-vind industrien, og vi skal i gang nu, lød det fra Rasmus Errboe.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 23/2021).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125