23948sdkhjf

Thorsminde vil være servicehavn for THOR

Holstebro Kommune gør sig til for vinderen af Danmarks hidtil største havvindmøllepark.

I går onsdag sendte Holstebro Kommune og Thorsminde Havn et stort tillykke til Thor Wind Farm I/S, som efter lodtrækning har vundet Energistyrelsens udbud om opførelse og drift af Thor Havvindmøllepark, 22 km stik vest for Thorsminde.

Lokalplan, kommuneplan, miljøundersøgelse, arbejdskraft, heliport og havneudvikling. Listen er lang over allerede gennemførte tiltag, der placerer Thorsminde som den stærke servicehavn for Danmarks hidtil største havvindmøllepark.

Holstebro Kommune og Thorsminde Havn har arbejdet med planerne i tre år, for at være mere end klar den dag udbuddet er vundet, og ejeren er fundet.

Proaktiv tæt dialog og udvikling

Selvom der allerede er sat mange lokale initiativer i søen, er forberedelserne langtfra forbi. Det er først nu, hvor der er kommet navn på operatøren, at konkret dialog og partnerskaber kan gå i gang.

- Det er en stor milepæl, også for os som lokalområde til vindmølleparken, at vi nu ved, hvem vi kan ønske tillykke med opgaven. Thor Havvindmøllepark er både et kæmpeprojekt i den grønne omstilling med strømproduktion til en million danske husstande og et byggeri i milliard-klassen, lyder det fra borgmester H.C. Østerby.

I går sendte havnen og kommunen et brev til Thor Wind Farm I/S som udover et stort tillykke også redegør for ambitionerne, ønsket om fortsat samarbejde og hvorfor Thorsminde er et skridt foran.

- Vi er gået 'all in' på at være del af det kommende vindeventyr. Vi taler om et projekt, der vil generere over 8.000 jobs i anlægsfasen, og her kan en servicehavn og lokale kræfter i dén grad komme i spil. Thorsminde har i forvejen et geografisk forspring, når det kommer til afstand mellem parken og fastlandet, og dermed også kortere transporttid og mindre brændstofforbrug. Og der er et stærkt lokalt engagement omkring udvikling i byen, siger borgmester H.C. Østerby.

Han tilføjer at kommune og havn fra dag 1 har bakket op om projektet og hilser alle aktører velkomne. De første nye spillere på Thorsminde Havn har allerede markeret sig.   /Smir

Første del af vejen til en servicehavn

Følgende målrettede initiativer i perioden 2018-2021 er med til at bane vejen for Thorsminde som servicehavn:

Lokalplan for vesthavnen

Dokumentation for bæreevne på kajen og vanddybder

Prospekt omkring Thorsminde som servicehavn

Kommuneplan - herunder planlægning af heliport

Natura 2000 - miljøkonsekvensvurdering

Udviklingsplan for havnen

Aftale med første 'vindvirksomhed' (baseoperatøren Norsea)

Screening af arbejdskraftoplandet

Plan for opkvalificering af arbejdskraft og rekruttering

Alliance omkring videreuddannelse (GWO-uddannelser)

Strategisk-fysisk udviklingsplan for Thorsminde og Thyborøn (med bl.a. Realdania)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.081