23948sdkhjf

Hvem overtager rattet i fremtiden?

ATL: Hver anden lastbilchauffør er over 50 år og mange nærmer sig pensionsalderen.

Et stort antal chauffører vil forlade branchen for at gå på pension inden for de kommende 5-10 år. Hver anden chauffør er i dag over 50 år, og næsten hver femte er over 60. Branchen står i en meget bekymrende situation, som kræver handling, mener Lars William Wesch, direktør i ATL.

For ti år siden var 37 procent af lastbilchaufførerne over 50 år og kun 10 procent var over 60. Der er altså sket en meget markant udvikling i chaufførernes alderssammensætning, viser tallene, som ATL har hentet i den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.

- Det er meget bekymrende. Branchen står over for en gigantisk udfordring med at rekruttere og fastholde medarbejdere, ellers vil der være alt for få til at køre lastbilerne om ganske få år, siger Lars William Wesch.

I de senere år er det lykkedes at få flere unge ind i branchen. 13 procent af chaufførerne er i dag under 30 år. For 10 år siden var det 11 procent.

- Job-i-transport kampagnen har gjort en kæmpe indsats for at reklamere for chaufføruddannelsen – både i folkeskolerne og i de sociale medier. Og vi kan se, at flere virksomheder tager lærlinge. Det går bare slet ikke hurtigt nok, når så mange har udsigt til at forlade branchen i de kommende år, siger Lars William Wesch.

Gennemsnitsalderen er over 60 år

Hos John Frederiksen International Transport i Brøndby er chaufførernes gennemsnitsalder over 60 år. Og direktør John Frederiksen er glad for sine medarbejdere.

- Det er gode folk, som man kan stole på. De har ikke barns første sygedag, og de behøver ikke at tage fri for at gå til tandlæge. De sender bare tænderne med posten, siger han med et grin.

De 23 chauffører i virksomheden kører alle for DHL. De kører faste ruter til udlandet og er ofte væk i flere dage i træk.

- Medarbejderne har hængt ved i mange år, og jeg har det godt med de ældre medarbejdere. Samtidig er det nærmest umuligt at skaffe unge chauffører. Jeg oplever ikke, at der er en gejst og interesse for at køre eksportkørsel blandt de unge, siger John Frederiksen

Direktøren bekymrer sig ikke om, hvordan virkeligheden ser ud om ti år.

- Jeg aner ikke, hvordan situationen vil være. Vi tager et år ad gangen, siger han.

Brug for en større indsats

Om ti år er der helt sikkert stadig pakker, der skal fragtes rundt. Der vil stadig være byggematerialer og maskiner, som skal flyttes. Og der er butikker, som skal have varer, og affald der skal køres væk. Men det er ikke sikkert, at der er chauffører, som kan løse opgaven.

Allerede i dag har vognmændene meget svært ved at ansætte de chauffører, de har brug for, viser en undersøgelse, som ATL har lavet blandt sine medlemmer.

- Vi har gjort meget indtil nu for at ændre på situationen, men vi skal gøre endnu mere i fremtiden. Vi skal have flere kvindelige chauffører. Vi skal hente folk i andre brancher, og vi skal blive bedre til at holde fast i de unge, som har fået interessen for at køre lastbil. Det kan selvfølgelig også blive nødvendigt at ansætte flere udenlandske chauffører, siger Lars William Wesch.

Pensionisterne vender tilbage

Et opløftende tal i statistikken er, at flere chauffører vælger at arbejde efter, at de har nået pensionsalderen. For ti år siden var kun én procent af chaufførerne over 67 år. I dag er det 4 procent.

John Frederiksen har haft chauffører, som er gået på pension. Men efter kort tid er de vendt tilbage og spurgt, om de ikke kunne få lov til at køre nogle ture.

- Det er blevet en livsstil for dem at være væk hjemmefra. Og de ved ikke, hvad de skal lave, når de pludselig er hjemme hele tiden, fortæller han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078