23948sdkhjf

- Københavns Kommune håner transporterhvervet

DTL: Vareleveringszone i København er en hån mod både borgere og transporterhverv.

Københavns Kommunes planer om fossilfri zoner i hovedstaden og krav om ”anerkendelsesværdige formål for last- og varebiler” vækker harme i DTL – Danske Vognmænd.

Brancheorganisationen mener, at beslutningen vil føre til butiksdød, vil vanskeliggøre beboernes muligheder for at få leveret varer og pakker – og det er ren chikane af det vognmandserhverv, der ikke bare leverer dag ind og dag ud, men også har sikret forsyningerne i nedlukningerne.

- At bede om anerkendelsesværdige formål fra erhvervstransporten er en decideret hån.

Sådan siger DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard, oven på meldingen fra Københavns Kommune om fossilfri zoner.

Administrativt bøvl

DTL skrier, at blækket dårligt er tørt på Miljøzonestramningerne, før der igen skabes usikkerhed for vognmændene. Og mere administrativt bøvl rulles ud:

-Der findes ikke én dansk vognmand eller godschauffør der i embeds medfør kunne drømme om at køre ind i København, uden at det var en del af jobbet. Trafikken er vanvittig, trængslen tiltagende, og pladsen er mange steder ikke-eksisterende. Alligevel kommer de hver dag ind med varer til butikker og supermarkeder, og der bringes varer hjem til fru Hansen på 4. sal, der sidder med en brækket hofte. Jeg ved simpelthen ikke, hvor man lærer den form for arrogance at kræve ”anerkendelsesværdigt formål” af vognmænd og chauffører, der passer deres arbejde i landets hovedstad. Jeg tror ikke, borgerne i København lever af politisk valgflæsk og varm luft alene, siger Erik Østergaard.

Alle chauffører har anerkendelsesværdigt formål

- Allerede i dag leveres der rigtig meget i Indre København i el-biler, på cykel osv. Og det er rigtig godt – og den udvikling skal fortsætte. Men særligt for lastbilernes vedkommende findes der ikke rigtig nogen alternativer, siger Erik Østergaard og fortsætter.

- Når man samtidig betænker, at vi må forvente at hjemmearbejde fortsat vil være i vækst, og vi endnu ikke kender langtidsperspektiverne for Covid19-pandemien, så betyder det, at flere og flere mennesker vil sidde hjemmefra og bestille både forbrugsvarer og dagligvarer. Mennesker i København vil fortsat få brug for flyttevognen, og vandet skal stadig suges op, når regnen har fyldt kældrene. Caféer og restauranter skal have fyldt op på hylderne. Er det ikke, pr. definition, anerkendelsesværdige formål for byens drift og liv? Jeg bliver ærlig talt noget pikeret over den verdensfjernhed, som meldingen fra Københavns Kommune er udtryk for.

DTL’s direktør efterlyser praktiske løsninger.

- Der er – og det kan jeg garantere – ikke én eneste vognmand eller chauffør, der sidder bag rattet i København uden at have anerkendelsesværdigt formål. Jeg synes, det ville klæde Lars Weiss (S) at invitere erhvervet ind for at finde praktiske og holdbare løsninger, og samtidig udvise så meget respekt for et helt erhverv, i stedet for at fremstille det, som om der køres lidt rundt på må og få.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14