Ny analyse: USA har brug for dansk hjælp
Det amerikanske havvindmarked er i vækst. Men USA’s offshore fartøjer halter efter de europæiske, der er nyere og mere specialiserede. Det skyldes blandt andet den amerikanske lov Jones Act, der skærmer havvindmarkedet mod udenlandsk konkurrence.
Der blæser kraftige vinde i det amerikanske offshore vindmarked og den grønne omstilling i disse tider. Det er ikke længe siden, man gav den endelige tilladelse til Vineyard Wind I, som kan blive den første havvindmøllepark i stor skala i USA.
Og flere lignende projekter er på vej.
Samtidig er de amerikanske offshore fartøjer ikke helt gearet til den kommende vækst i markedet. En analyse, som Danske Rederier har udarbejdet, påpeger de markante forskelle mellem den eksisterende amerikanske offshore flåde – og den europæiske.
Ifølge analysen er amerikanske offshore fartøjer i snit 14 år ældre end lignende fartøjer i Europa. Fartøjer under amerikansk flag, som tæller offshore slæbebåde, forsyningsskibe, offshore supportfartøjer og offshore installationsfartøjer, er nemlig i gennemsnit 26 år gamle. Til sammenligning er lignende fartøjer under europæiske flag - heriblandt mange under dansk flag - kun 12 år gamle i snit.
- Der er ikke tvivl om, at tilgangen til markedet i USA bliver anderledes, end vi har set i Europa. Der skal tænkes nyt ift. forretningsmodellen – og det at have en amerikansk partner vil blive en vigtig faktor. Men ser vi på vores nye analyse, så er der heller ikke tvivl om, at markedet har brug for den danske kapacitet og eksisterende teknologi, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Interesserede kan læse hele analysen* "Ultraflash - U.S. offshore vessels 14 years older than European vessels" her.
Store muligheder for danske rederier
Der er stor interesse blandt danske offshore vindrederier for at blive en del af udbygningen af den amerikanske havvindsektor. Amerikansk lovgivning gør dog, at det kan blive svært for danske og europæiske aktører direkte at byde ind på opgaverne.
Her kræver det en højere grad af lokal tilstedeværelse.
- Det er vigtigt, at de danske havvindrederier får mulighed for at komme ind på det amerikanske marked – og derved hjælpe amerikanerne med at få gang i den grønne omstilling. Desværre spænder amerikansk lovgivning ben i den proces. Det anerkender vi – men vores appel er, at man derfra ikke gør markedsadgangen sværere, end den er i dag, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Selvom det er svært at komme ind udefra, er det dog lykkedes for et dansk vindrederi.
Tidligere i år kunne ESVAGT, der har hovedkontor i Esbjerg, nemlig offentliggøre deres nyeste samarbejde med amerikanske Crowley. De har etableret et joint-venture samarbejde med henblik på at udvikle, bygge og operere SOV-skibe (Service Operation Vessels) til det amerikanske havvindmarked.
I sidste uge afholdt Danske Rederier sammen med Wind Denmark, Danish Wind Export og advokatfirmaet Winston & Strawn LLP et webinar, der netop behandlede nogle af de førnævnte aspekter. Her fik medlemmerne også et indblik i den seneste udvikling af den amerikanske havvindsektor. /Smir
*Tallene i analysen er trukket fra IHS Seaweb, som dækker over kategorierne ”offshore slæbebåd/forsyningsskib”, ”offshore supportfartøj” og ”offshore installationsfartøj”.