Stærkere Scania til NFIR
Hos Nordjysk Forretnings- og Industrirenovation (NFIR) i Hjørring sørger 28 lastbiler for at servicere nordjyske industrivirksomheder lokalt i Hjørring og omegn, i Aalborg og i resten af Vendsyssel med affaldshåndtering, renovation og genbrug. Det skete indtil for nylig med en vognpark på 27 Scania og en enkelt Volvo. De 28 biler er alle forvogne bortset fra en enkelt trækker og fordelt næsten ligeligt på komprimator-, hejselads- og presenningbiler.
- Med Stiholts seneste levering af en splinterny, 4-akslet Scania P 500 fik vi dog udryddet den sidste Volvo, som Jan Riisager fra NFIR udtrykker det. Han er ansvarlig for indkøb af biler, udstyr og værkstedsdrift hos NFIR og derfor hovedansvarlig for virksomhedens vognpark.
Den nye Scania P 500 er bygget på driftserfaringerne med en næsten tilsvarende P 450, som Stiholt leverede for et par år siden. Den har opført sig eksemplarisk, men for at have lidt flere muskler til blandt andet at køre med modulvogntog blev den nye opgraderet til 500 hk.
- Vi kører en del med modulvogntog for Dansk Retursystem mellem Svenstrup og Løsning. Ofte har vi tungt genbrugsglas med, så de 500 hk passer bedre end 450 hk. Samtidig skal den nye P 500 også bruges på ”langtur” helt over til København, så derfor har vi valgt at udruste den med sovekabine. Og endelig har vi valgt det lave P-førerhus, fordi chaufføren uanset kørselsopgave har mange daglige ind- og udstigninger, forklarer Jan Riisager.
I forhold til 450’eren er den nye også opgraderet fra tre til fire aksler. Det øger fleksibiliteten i vognparken, når den også kan bruges til lokal kørsel med tunge affaldscontainere.
Bilen er malet i Nordjysk Forretnings- og Industrirenovations karakteristiske farver af Nordjysk Autolakering i Sæby. Det er Stiholts lastbilsælger Peter Munkholm, der har solgt den nye P 500, mens Stiholt i Hjørring har stået for klargøring og levering. Hjørring-afdelingen får desuden ansvar for bilens fremtidige vedligeholdelse i kraft af en 8-årig serviceaftale med udvidet drivlinedækning, en såkaldt Drivline+-aftale. /anga.