Ni hao, Kina: Leman åbner 5 nye kontorer
Den danske transport- og logistikkoncern Leman bliver nu for første gang repræsenteret i Asien med egne kontorer.
Med åbningen af fem nye filialer i Shanghai, Ningbo, Shenzhen, Qingdao og Tianjin i Kina fortsætter Leman ekspansionen og understøtter dermed virksomhedens vækststrategi.
- Vi er meget glade for muligheden for at ekspandere Leman på et nyt kontinent og samtidig udvide vores tilstedeværelse i Kina, siger Thomas Krøyer, administrerende direktør for Leman Group og fortsætter:
- Åbningen af Leman China er et vigtigt skridt i retning af at realisere vores ambitiøse vækststrategi. Samtidig giver det os mulighed for at levere et større og bredere produktsortiment til både nye og eksisterende kunder.
De nye, kinesiske kontorer får hjemme i fem af de største logistiske knudepunkter i Kina og vil samtidig være bemandet af erfarne og kyndige eksperter, lyder det fra Leman.
- Det er lykkedes os at ansætte mere end 60 dygtige medarbejdere i Kina, som alle har stor erfaring fra transportbranchen. Leman har allerede mange års erfaring med at levere komplette transportløsninger til og fra Asien gennem et stort netværk af agenter. Og med vores egne kontorer og medarbejdere kan vores kunder nu forvente en endnu bedre service fremover, siger Thomas Krøyer.
Leman beskæftiger cirka 750 ansatte fordelt på 28 lokationer i Danmark, USA, Storbritannien, Kina, Sverige, Norge, Finland og Grønland. /anga.