23948sdkhjf

CPH stadig flyvende efter rædsels-år

Fra overskud på 1,3 mia. kr. til underskud på 828 mio. kr.

Året 2020 blev det værste år for Københavns Lufthavn siden Den Anden Verdenskrig. Antallet af passagerer var i frit fald fra 30,3 til 7,5 mio. - det laveste antal siden 1970.

Som en konsekvens heraf faldt omsætningen med 71,2 procent til 1.575,7 mio. kr., og overskuddet før skat på knap 1,3 mia. kr. i 2019 blev vendt til et underskud på 828 mio. kr. før skat.

- Men 2020 blev også et år, hvor medarbejdere, ledelse og ejerkreds i samarbejde med vores andre interessenter stod sammen om at komme igennem uvejret, så vi i 2021 er klar til genstart og genopbygning, siger administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye.

I løbet af året blev et samlet CPH gearet til at agere hurtigt i en uforudsigelig virkelighed med konstant omskiftelige retningslinjer for test og rejser.

- Vi tror på en god fremtid for CPH og for luftfarten, hvor vi alle skal leve op til ambitionerne fra før coronapandemien om en grøn omstilling af hele sektoren. Den samme tro på CPH har vores långivere, der med kreditfaciliteter på godt seks mia. kr. har hjulpet os igennem 2020 og givet os fundamentet til genstart i 2021. Samtidig har CPH indgået en fritagelsesaftale med vores långivere, hvilket har fritaget CPH fra visse lånekrav til juni 2021. Vi vil gerne takke for det samarbejde, siger Thomas Woldbye.

I 2020 gennemførte CPH markante initiativer med positiv effekt på resultatet, herunder betydelige eksterne omkostningsreduktioner for 200 mio. kr. og aktiv brug af krisen til at forenkle og identificere nye, effektive løsninger, lyder det fra lufthavnen.

Planlagte investeringer blev reduceret med cirka 800 mio. kr. Desuden implementerede CPH organisatoriske tilpasninger til det forventede aktivitetsniveau, hvilket reducerer de årlige driftsomkostninger med cirka 500 mio. kr.

- Det har været afgørende, at vi er lykkedes med en så markant slankekur. Som samfundskritisk infrastruktur og Danmarks port til verden har vi ikke kunnet lukke ned og vente på bedre tider. Vi har måtte holde åbent for den meget begrænsede passagertrafik, der var tilbage, og ikke mindst for den vigtige luftfragt. Det har betydet, at udgifterne langt har oversteget indtægterne, siger Thomas Woldbye. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096