El-drevet lastvogn til Danske Fragtmænd
Som led i Danske Fragtmænds arbejde med at indsætte eldrevne lastbiler i landets største byer har Danske Fragtmænd nu lanceret selskabets første el-lastbil. Det foregik på terminalen i Odense, hvor rådmand Christoffer Lilholt fra Odense Kommune var forbi fragtmandsvirksomhed Peder Olsen & Søn for at få en prøvetur i den nye bil.
- Vi bestræber os jo hele tiden på at fylde så lidt som muligt i bybilledet, så vi ikke generer vores medborgere, når vi kommer rundt med varer. Derfor er vi rigtig glade for endelig at have en el-lastbil, der hverken udleder CO2, oser eller larmer, og som vi kan bruge til at levere omkring Odense centrum. Selvom en enkelt el-lastbil måske ikke lyder af meget, så kan det alligevel få stor betydning, fordi det kan være startskuddet på den forandring og grønne omstilling, som vi i Danske Fragtmænd og resten af transportbranchen gerne vil bidrage til, udtaler driftsdirektør Michael Mertov fra Peder Olsen & Søn, i et nyhedsbrev på virksomhedens hjemmeside.
Efter Odense er det planen, at Danske Fragtmænd indsætter to el-lastbiler i København, inden de bliver udrullet til resten af landet. /Smir