23948sdkhjf

Biogas på lastbilen, tak

Biogas Danmark: Grøn omstilling af lastbiler trods svag klimaaftale.

En række virksomheder har lagt hånden på kogepladen med fire nye biogastankstationer og 50 grønne lastbiler til tung godstransport på tværs af Danmark. Nu må politikerne vise, at de vil den grønne omstilling lige så meget som markedet, lyder budskabet fra interesseorganisationen Biogas Danmark.

Til sommer kan gasdrevne lastbiler tanke biogas på fire nye gastankstationer ved motorvejsnettet mellem København og Aarhus. De nye tankstationer kan blive første skridt til en markant omstilling af den tunge transport på landevejene i Danmark, men udviklingen blokeres af, at fødevarebaserede biobrændstoffer favoriseres med sidste års grønne transportaftale.

Vejdirektoratet støtter

Projektet gennemføres med støtte fra Vejdirektoratets pulje til omstilling af erhvervstransport til både etablering af tankstationer i Ishøj, Køge, Odense og Horsens samt indkøb af lastbiler, der kan anvende biogas.

- Der skal ikke herske tvivl om, at projektet har en presset økonomi. Det er kun kommet op at stå, fordi vi har kunnet opnå støtte, og fordi en række transportvirksomheder har vist en stærk vilje til at skubbe udviklingen i den tunge transport i gang, siger Henrik Laursen, adm. direktør i selskabet Bigadan, hvis datterselskab Bioman er i gang med at bygge tankstationerne.

Han forklarer, at forventningerne så noget anderledes ud, da projektet blev besluttet i 2020. På det tidspunkt havde regeringens klimapartnerskab for landtransport anbefalet et CO2-fortrængningskrav på 30 procent med skrappe bæredygtighedskrav til de brændstoffer, der skulle levere CO2-reduktionerne.

- Sammen med EU’s VE-direktiv, der anerkender markante klimagevinster ved biogas til transport, gav klimapartnerskabet os en god businesscase. Desværre blev forventningerne ikke indfriet, da den grønne transportaftale landede i december med en lav CO2-fortrængning på kun 3,4 procent i 2022 uden særlige krav til brændstoffernes bæredygtighed, da det tidligere krav til avancerede biobrændstoffer også bliver fjernet. Det giver fødevarebaserede biobrændstoffer en konkurrencefordel, og derfor levner markedsbetingelserne os ikke mulighed for at bygge videre på projektet med flere grønne lastbiler, tankstationer og CO2-reduktioner, forklarer Henrik Laursen.

Efterspørger grønne transporløsninger

Også hos transportvirksomhederne efterlyses der en stærkere politisk opbakning til grøn omstilling af den tunge transport.

- Vores kunder efterspørger i stigende grad grønne transportløsninger, men det er vanskeligt med de nuværende rammer for markedet. Gasdrevne lastbiler i 40-tonsklassen er en hyldevare på det europæiske marked, og samtidig giver biogas markante klimagevinster. Derfor er vi overbevist om, at vi kan komme langt i den grønne omstilling med biogas, hvis vi får de rigtige rammer, siger direktør Michael Gregersen fra en landets førende transportvirksomheder Alex Andersen Ølund A/S i Odense

Dansk biogasproduktion har potentiale til sikre en reduktion på 25 procent af CO2-udledningen fra den tunge transport i 2030, hvis ellers klimakravene til transportsektoren er skrappe nok, lyder budskabet fra Biogas Danmark.

Der er affald, restprodukter og husdyrgødning til i alt 94 petajoule biogas. Hvis biogasbranchen fortsætter de seneste års udbygningstakt i biogasproduktionen, kan producenterne levere 60 petajoule biogas i 2030.

- Industri og energisektor har behov for 40 petajoule biogas, og dermed kan biogasproducenterne levere 20 petajoule biogas til tung transport i 2030. Men det kommer ikke til at ske, hvis man ikke politisk strammer klimakravene til transportsektoren både med hensyn til CO2-fortrængning og bæredygtighedskrav til biobrændstoffer, siger direktør Frank Rosager fra Biogas Danmark.

-  Projektet omfatter en række virksomheder, der har vist en stærk vilje til at lægge hånden på kogepladen. Nu må det være på tide, at Folketinget viser, at der også er en politisk vilje til at sikre de markedsbetingelser for grøn omstilling af den tunge transport, som markedet har behov for – og som er eneste hindring for, at transportsektoren allerede nu kan komme i gang med den nødvendige grønne omstilling, som det sker i alle vores nabolande, fastslår Frank Rosager.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109