23948sdkhjf

Dansk Erhverv havde håbet på mere

Genåbning: Meget positivt med konkret langsigtet plan, men havde håbet på større genåbning af erhvervsliv nu.

Der er netop indgået en bred politisk aftale for den langsigtede genåbning af Danmark.

- Det er glædeligt, at erhvervsliv og danskerne nu får en konkret plan for genåbning, men Dansk Erhverv havde håbet på større genåbning af erhvervslivet allerede nu, lyder det fra Brian Mikkelsen, i en pressemeddelelse fra brancheorganisationen i forbindelse med det meget brede politiske forlig om en langsigtet plan for en trinvis genåbningen af Danmark i de kommende måneder.

- Det er meget positivt med en bred politisk aftale om genåbning. Det er godt med en langsigtet og konkret plan for genåbningen. Den forudsigelighed har erhvervslivet og danskerne brug for. Vi havde dog ønsket, at man havde turdet gå lidt længere hurtigere – blandt andet havde vi gerne set, at storcentre, restauranter mv. havde fået lov at åbne allerede nu eller lige efter påske, da alt for mange erhvervsdrivende taber penge hver eneste dag, selvom de modtager kompensation, siger Brian Mikkelsen.

Glædeligt med plan der kigger længere frem

Dansk Erhverv har længe efterspurgt en plan som skaber klarhed og vished længere frem i tiden, og giver virksomhederne bedre mulighed for at planlægge. Det er positivt, er der nu ligger en sådan plan.

- De her meldinger om genåbning gør det væsentligt lettere for virksomhederne og kulturlivet at planlægge deres aktiviteter, nu hvor vi kan se længere frem i tiden. Samtidig skal der dog også være mulighed for at skrue tempoet op, hvis det viser sig sundhedsmæssigt forsvarligt, så det håber vi selvfølgelig, der er fortsat politisk opmærksomhed på, siger Brian Mikkelsen, der også efterlyser en hurtig plan for store arrangementer.

- De store arrangementer, herunder sportsbegivenheder og festivaller samt nattelivet, venter fortsat på afklaring. Det er vigtigt, at der kommer en hurtig afklaring for disse erhverv, som har været nedlukket meget længe, siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv efterlyser desuden en udmelding om, hvornår forsamlingsforbuddet kan hæves, så der igen kan planlægges selskaber, konferencer og møder.

Coronapas skal være en hjælp, ikke en spændetrøje

I forhold til anvendelsen af coronapasset i genåbningen mener Dansk Erhverv, at passet er afgørende for at få genåbnet grænserne, fjernet karantænekravet og kan være adgangsgivende til større begivenheder. I Dansk Erhverv er der dog bekymring over, at coronapasset skal bruges til at få adgang til restauranter og caféer.

- I Dansk Erhverv er vi tilhængere af coronapas, men når det kommer til restauranter og caféer har de været hårdt ramt af restriktioner, og der er ingen tvivl om, at vi havde håbet, at det ikke var en forudsætning, at man skal bruge coronapas for at gå på café, restaurant eller lignende. Vi bliver derfor nødt til at følge situationen tæt for at se, om caféerne og restauranter får det nødvendige kundegrundlag til at drive deres forretning, siger Brian Mikkelsen.

Kompensationspakkerne skal forlænges

Nu udestår et arbejde i form af at sikre en forlængelse af kompensationspakkerne, så de passer med udfasningen af restriktionerne.

- Det er Dansk Erhvervs holdning, at de generelle kompensationsordninger skal køre så længe, der er restriktioner. Og der er ingen tvivl om, at også de målrettede ordninger ift. arrangementer, rejserestriktioner mv. skal fortsætte i en rum tid. Endelig bliver der behov for at kigge på særlige initiativer, der kan stimulere økonomien inden for de brancher, der har været hårdest ramt – ikke mindst oplevelses- og turismeerhvervene, siger Brian Mikkelsen.

Grænseåbning af turismen

Danmarks fjerdestørste eksporterhverv turismen er blevet ramt ekstremt hårdt det sidste år. Der er brug for en langsigtet plan for at genåbne turismen med klarhed om forsamlingsforbud, men også grænseåbninger og rejserestriktioner.

Som et første skridt for at genstarte kystturismen, som er afgørende for vækst og arbejdspladser i yderområderne, foreslår Dansk Erhverv at ophold i et feriehus igen sættes på listen over anerkendelsesværdige formål fra den 6. april, når de nuværende rejsevejledninger og krav om karantæne ved indrejse i Danmark udløber.

Der mangler stadig mange afklaringer ift. de konkrete restriktioner i de forskellige brancher. Dansk Erhverv går nu i dialog med myndighederne omkring disse.  /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124