Mere effektiv og klimavenlig lastbiltransport
Mandag eftermiddag mødtes ITD virtuelt med Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratet for sammen med en række andre transportorganisationer at diskutere en analyse om fordele og udfordringer ved at indføre dobbelt-trailer-koncept og andre optimeringer af vægt- og dimensionsbestemmelserne.
Indførelsen af dobbelt-trailere og andre optimeringer af lastbiltransporten var på agendaen, da en række af landets førende transportorganisationer mandag eftermiddag holdt virtuelt møde med Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratet. Som en del af regeringens aftale om grøn omstilling af vejtransporten fra december 2020 er det besluttet at sætte gang i en analyse af, hvordan optimerede vægt- og dimensionsbestemmelser kan hjælpe den grønne omstilling i vejgodssektoren på vej. ITD har i forløbet spillet et helt katalog over forslag på banen, og dem var der rig lejlighed til at få vendt.
- Fra ITD’s side er vi først og fremmest optagede af, at vi får kigget på alle de værktøjer, vi ved, kan hjælpe en grøn omstilling på vej på en god og fornuftig måde. En af de lavest hængende frugter i det arbejde er at få kigget på bestemmelserne for lastbilernes vægt- og dimensionsgrænser. Her har vi fra ITD’s side lavet et katalog med konkrete forslag, som jeg synes, der er blevet taget rigtig godt imod, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD og deltog i mødet.
Dobbelt-trailer-koncept
Der var først og fremmest fokus på forslaget om indførelse af dobbelt-trailer-konceptet, som har været beskrevet i både Klimapartnerskabet for landtransport og før det i ITD’s egen klimaplan. Ved at tillade lastbiler med dobbelt-trailere, som det kendes fra forsøg i Sverige, vil man kunne reducere CO2-udledningen fra vejgodssektoren med 110.000 ton om året, og det er et bidrag, man bør tage imod og få iværksat snarest, mener Henriette Kjær.
- Både Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratet spiller aktivt og positivt med i at undersøge, hvordan vi kan få dobbelt-trailer-konceptet indført på danske veje, og jeg er meget fortrøstningsfuld med, at det nok skal lykkes, siger Henriette Kjær.
Første skridt på vejen er igangsættelse af analyse, der ser på eksempelvis klima- og miljøeffekter, fremkommelighed, færdselssikkerhed og økonomi for de enkelte forslag. Analysen forventes afsluttet i indeværende år, hvorefter det er forventningen, at der kan fremsættes konkrete ændringsforslag til dimensionsbekendtgørelsen i første halvdel af 2022.
Se ITD’s katalog med forslag til, hvordan vejgodssektoren nemt og hurtigt kan nedbringe CO2-udledningen med ændrede vægt og dimensionsbestemmelser her. /Smir