23948sdkhjf

’Veje til vækst og velstand’

Dansk Erhvervs infrastrukturudspil.

Kommentar af Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur hos Dansk Erhverv.

”Snart går de politiske forhandlinger i gang om, hvilke områder, der skal investeres i, når det gælder den fremtidige danske infrastruktur. Dansk Erhverv mener, at det er helt afgørende, at det danske vejnet får et markant løft.

Et velfungerende vejnet er en forudsætning for, at der kan skabes arbejdspladser og vækst i Danmark, men området er blevet forsømt i årevis. Danskerne spilder årligt 83 mio. timer i trafikken, og det svarer til 68.000 fuldtidsstillinger, som koster dyrt for virksomhederne og det danske samfund. Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i, så vi får skabt velstand og har råd til velfærd – og en af de vigtigste veje til dét, er netop investeringer i vejene.

Udbygningen af vejnettet kan dog ikke stå alene. Transport har stor betydning for den grønne omstilling, så det er vigtigt, at der også afsættes midler til de grønne og teknologiske løsninger, som skal sikre, at dansk infrastruktur er fremtidssikret og i absolut topklasse.

Dansk Erhvervs infrastrukturplan peger også på, at alle dele af landet skal ind i den endelige infrastrukturplan, for ellers risikerer man at afvikle frem for at skabe vækst og arbejdspladser. Det er vigtigt, at virksomhederne kan transportere deres varer nemt og effektivt rundt i Danmark og ud i verden. Virksomhederne ligger ofte uden for de store byer rundt om i hele landet, og det er dermed også vigtigt at medarbejdere kan komme hurtigt på arbejde”.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126