Gyldighed på kort og beviser forlænges
For fortsat at sikre vareforsyningen og forebygge chaufførmangel bliver gyldigheden på en række kort og beviser inden for vejtransportområdet forlænget.
Det skriver Færdselsstyrelsen.
I medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, og efter forhandling med transportministeren, er der udstedt en ændringsbekendtgørelse som yderligere forlænger gyldigheden af visse kort og beviser inden for vejtransportområdet.
Beviser og kort, som udløber i perioden fra 1. september 2020 til 28. februar 2021, forlænges indtil videre – dog kun til kørsel inden for Danmarks grænser.
Forlængelsen sker indtil videre for at sikre, at kørekort og beviser ikke udløber den 1. marts 2021, men indtil, at der kan udstedes en ny bekendtgørelse med hjemmel i den nye epidemilov.
Ændringsbekendtgørelsen ophæves automatisk den 15. april 2021 eller ved udstedelse af en ny bekendtgørelsen med hjemmel i den nye epidemilov. Det vil sige, at de omfattede kørekort og beviser er forlænget frem til 15. april 2021, eller indtil der udstedes en ny bekendtgørelsen med hjemmel i den nye epidemilov.
Følgende kørekort og beviser er omfattet af forlængelsen: Kørekort udstedt i medfør af bekendtgørelse om kørekort til kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring og kørekort, hvorpå det er anført, at indehaveren er godkendt til at drive virksomhed som kørelærer, chaufføruddannelsesbevis udstedt i medfør af bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport, uddannelsesbevis til førere af køretøjer til vejtransport af farligt gods udstedt i medfør af bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods, sikkerhedsrådgiverbevis udstedt i medfør af bekendtgørelse om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods, legitimationskort udstedt i medfør af bekendtgørelse om visse personers adgang til regulering af færdslen i forbindelse med særtransporter. /anga.