Martin Aabak, Danske Speditører. Foto: Danske Speditører.

”EU-Kommissionen har fremlagt rapporten om de forventede konsekvenser ved EU Mobility Package I. I den ”vejpakke” kræves det, at lastbilen skal vende tilbage hver 8. uge. Resultaterne af den ”return to home” løsning er ikke alene dystre for klimaet – rapporten slår også fast, at det vil have en ikkeeksisterende effekt på arbejdsforhold for de østeuropæiske chauffører – og – ingen effekt på konkurrencevilkårene for de vesteuropæiske vognmænd.

Ingen effekt på målsætningen. Så kort kan det siges. Og alligevel er flere tilsyneladende villige til at se stort på det, for at opnå en sejr, som alene vil være symbolpolitisk.

Men stol ikke på mig alene. Lad mig at citere direkte fra EU-Kommissionens egen rapport – den samme rapport som andre har, først læst, siden set stort på:

”Alt i alt, viser analysen at de nye regler vil skabe merkørsel, ligegyldigt hvilket scenarie der kigges på, hvilket vil resultere i negative konsekvenser, i særdeleshed for klimaet. Samtidig er det ikke vurderingen at disse negative konsekvenser vil kompenseres af nogen som helst anden fordel…”.

Hvad er det så for effekt, den nye vejpakke vil have? Igen fra rapporten:

Konkurrencevilkårene mellem øst- og Vesteuropa, på transportområdet, vil ikke forbedres, da østeuropæiske virksomheder vil kunne bibeholde deres. Der vil ingen effekt være på ansættelsesvilkår for de østeuropæiske chauffører – og de kan kun se frem til at være hjemme, hos deres familier, sjældnere. Der vil skulle bruges anseelige summer på overvågning og bureaukrati i håndhævelsen af de nye regler – hvilket skal betales af skatteyderne. De selvsamme skatteydere vil blive mødt af meromkostninger ift. øgede transportudgifter, som resultat, ikke af højere løn og bedre forhold for chaufførerne, men grundet nedgang i transportkapaciteten.

Og så til de mere dystre effekter. Den største pris, som vi skal betale for at få lavere transportkapacitet og uændrede – hvis ikke dårligere – forhold for chaufførerne. Det er nemlig klimaet, vores klima, de kommende generationers klima, som vil betale prisen. Lad os bare igen citere fra rapporten, som for – hvad de konkluderer, er det sandsynlige scenarie – opstiller følgende konsekvenser:

Merkørsler: 1.915.000 (+2,0%). Merkilometer kørt: 2.528.000.000 (+4,8%) - og nej, det tal er ikke forkert. Vi taler om 2½ milliarder(!) kilometer kørt – og, som rapporten konkluderer, så vil der være tale om tomkørsel for næsten samtlige af de kilometer. Merudledning af CO2: 2.900.000 ton (+4,6%). Dertil kommer NOx, som stiger med 7,8% og PM som stiger med 5%.

Er det så kun udgift? Nej. Rapporten konkluderer også, at der vil være en lille skatteindtægt på brændstofafgifterne, fordi der vil blive spildt så meget brændstof med de mange ekstra kørsler. Det er økonomisk og klimaøkonomisk det samme som traktortræk; læsset vil kun blive tungere, indtil maskinen helt stopper.

Det kan Danske Speditører ikke støtte. Og det er der mange grunde til. De tungestvejende er at det er unødigt og uden effekt. Det er de tiltag, som vi har fremlagt som en del af klimapartnerskabet til gengæld ikke. Det er de daglige tiltag, som vores medlemmer tager heller ikke – hvad end det er P2X, optimering af transporterne, samarbejde og investering i grønnere måder at håndtere godstransport på.

Vi skal løse problemstillingen. Chaufførerne skal have bedre vilkår. Ingen er tjent med, i de værste tilfælde, moderne slaveri. Men en EU-vejpakke, der intet løser, men koster hele det fremskridt vi, i transportbranchen, har skabt de sidste mange år – og dem vi vil skabe i fremtiden – det er ikke alene uansvarligt, det er også kontraproduktivt.

I stedet for at se international transport som noget, der skal begrænses og bekæmpes, så skal det ses for hvad det er: hele udgangspunktet for at skabe vækst, samhandel og forsyningssikkerhed. Maskineriet der får velfærdssamfundet til at fungere. Det betyder ikke, at vi ikke skal se efter løsninger, der gør transporten grønnere og et bedre sted at arbejde. Men en løsning som kun modarbejder det ene og ingen forskel gør for det andet, er ikke udtryk for, at man holder klima og arbejdsmiljø for øje.

Det er udtryk for en tendens, hvor nogle ønsker en symbolpolitisk sejr, som kan skabe yderligere opbakning til protektionistiske organisationer, og fagforeninger, hvor solidariteten kun går til den nationale grænse – og, hvor man tilsyneladende vil betale hvad som helst, inklusiv vores fælles klima, vores fælles fremtid, for at kunne pynte sig med lånte fjer – uden at få flyvehøjde ud af det”.